Kommuner må hæve skatten hvis de taber på udligning

Kommunerne skal samlet set holde skatten i ro. Det er målet i en ny aftale om udligningsreform. Den blev tirsdag indgået mellem regeringen, Venstre, De Radikale, SF og Alternativet.

Men nogle borgere vil formentlig alligevel opleve, at skatten stiger som følge af aftalen.

Aftalen giver nemlig kommuner med tab på reformen lov til at hæve skatten. Kommunerne kan selv beholde de ekstra skatteindtægter. På den måde kan kommunerne dække deres tab, fremgår det af aftalepapiret.

Skatten må med andre ord sættes op med lige så meget, som kommunen taber på reformen. Kommunen kan dermed fortsætte med uændret serviceniveau. Men det bliver skatteborgerne, der betaler regningen.

For at holde skatten samlet i ro, så giver aftalen tilskud til andre kommuner, der ønsker at sætte skatten ned. Målet er, at de 98 kommuner samlet set har et uændret skattetryk.

/ritzau/