Flest S-borgmestre vinder på aftale om kommunal udligning

Socialdemokratiske borgmestre er i overtal blandt de kommuner, der med den brede politiske aftale om udligningsreform får tilført penge til kommunekassen.

Udligningssystemet omfordeler skattekronerne mellem velhavende kommuner og økonomisk trængte kommuner.

Med den nye model får 36 socialdemokratiske kommuner tilført penge. I regeringens udspil fra januar stod 32 S-kommuner til at få penge.

Blandt de socialdemokratiske kommuner går Furesø, Tårnby, Holstebro, Kerteminde, Sønderborg og Hedensted fra minus til plus i aftalen om udligningsreform i forhold til regeringens udspil.

Ballerup og Gladsaxe er de to socialdemokratiske kommuner, der taber på aftalen i forhold til regeringens udspil.

Selv om størstedelen af de kommuner, som med den nye model får flere penge, er socialdemokratiske, er det alligevel endt bedre for Venstres borgmestre, end der oprindeligt var lagt op til med regeringens udspil.

29 Venstre-kommuner får med aftalen penge tilført fra andre kommuner. I det oprindelige udspil stod 22 kommuner med en borgmestre fra Venstre til at få tilført penge til kommunekasserne.

Det er samtidig væsentligt at tage med i betragtningen, at der er alt i alt er ti flere kommuner med S-borgmestre, end der er kommuner med V-borgmestre.

29 ud af 37 kommuner med Venstreborgmestre modtager mere, mens 36 ud af 47 kommuner med socialdemokratiske borgmestre modtager mere med den nye model.

Det er Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, som tilsammen sidder på 92 ud af landets 98 borgmesterposter.

Kommunerne med konservative borgmestre er ligesom i regeringens oprindelige udspil fortsat dem, som skal betale mest til omfordelingen af milliarder mellem kommunerne.

Blandt andet er det den konservative kommune Gentofte, som skal aflevere flest penge af alle landets kommuner. Kommunen skal aflevere 164 millioner kroner årligt.

De Konservative er ikke med i aftalen om udligningsreformen, som regeringen, Venstre, SF, De Radikale og Alternativet står bag.

Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde på et pressemøde, hvor aftalen blev præsenteret, at partierne har forsøgt ikke at skele til partifarve.

– Vi har lavet et landkort, hvor vi overfører penge fra de mest velstående kommuner til de mindst velhavende. Fra by til land. Det betyder, at der er Venstre-kommuner og socialdemokratiske kommuner, der vinder, lød det.

– Og der er nogle kommuner, der kommer til at betale. Gentofte er den kommune, der kommer til at bidrage mest i forhold til kommunens størrelse. Vi har prøvet på ikke at kigge på partifarve, men set på, hvad der samlet giver mening i forhold til god velfærd i hele Danmark.

/ritzau/