SF kræver penge til kommuner for socialsager og førtidspensionister

Efter forhandlinger mellem regeringen og Venstre i weekenden kan en aftale om en reform af den kommunale udligning inden længe være på plads.

Mens det er Socialdemokratiet og Venstre, der har forhandlet om de store linjer, så er flere partier mandag eftermiddag inviteret til forhandlingsmøde.

Og her vil regeringens støtteparti SF arbejde på at sætte et aftryk på den aftale, som ifølge Ritzaus oplysninger ventes at lande tirsdag.

Det handler om, at kommuner skal have refusion for sociale sager og førtidspensionister.

– Førtidspensionister og tunge sociale sager skal ikke betyde, at nogle kommuner er ringere stillet end andre. Det er afgørende for os, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

Det vil sige, at kommuner med eksempelvis alvorlige børnesager ikke bliver dårligere stillet end resten af landets kommuner, fordi de selv skal finansiere sagsbehandlingen.

– Det er ikke i orden. Man kan ikke gøre for, at der lige pludselig flytter en familie til med syv børn, som alle skal fjernes. Det er noget af det, vi har kæmpet for i løbet af forhandlingerne, og det er også noget af det, som vi vil kæmpe for, til vi er i mål, siger Pia Olsen Dyhr.

På samme måde vil SF give kommunerne sikkerhed for, at det ikke dræner kommunekasserne, selv om der bor mange førtidspensionister.

Spørgsmål: Venstre og Socialdemokratiet – de to store borgmesterpartier – har jo sammen flertal og kan lave den her aftale alene. Regner du med at få præsenteret en “take it or leave it”-aftale, når I skal forhandle?
– Jeg tænker, at de to store borgmesterpartier har nok forhandlet længe og intensivt for at få hinanden bundet ind i en aftale, men der skal også være SF-aftryk, siger SF-formanden.

Hos Dansk Folkeparti vil man have hævet det kommunale serviceloft. Loftet dækker over, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd.

I øjeblikket har de 98 kommuner i alt cirka 44 milliarder kroner på kistebunden, som ikke kan bruges.

– Jeg siger ikke, at vi bare skal bruge penge for at bruge penge.

– Men der er i hvert fald nogle kommuner, der godt kunne bruge mere, end de gør, men som ikke har muligheden for det på grund af serviceloftet, siger finansordfører René Christensen (DF).

Partiet vil have et Danmark i bedre balance, hvor væksten når ud i hele landet.

– En service, som borgerne er tilfredse med. Det er det, udligning går ud på. Det er et sygdomstegn, at vi har 44 milliarder kroner i kassen i kommunerne.

– Det er rart som kommune at få 100 millioner kroner. Men hvis du ikke kan få lov til at ansætte flere hjemmehjælpere eller folkeskolelærere, så har det ikke rigtig værdi, siger René Christensen.

/ritzau/