DF forlader udligningsforhandlinger i sidste time

Dansk Folkeparti forlader forhandlingerne om en udligningsreform. Det oplyser partiets finansordfører, René Christensen, til Ritzau.

Dermed er Socialdemokratiet, Venstre, SF og De Radikale fortsat tilbage i forhandlingerne, der er i deres sidste fase.

Udligningsreformen skal ændre den måde, penge bliver fordelt fra velstillede kommuner til mindre velstillede kommuner på.

Ifølge René Christensen var det en uenighed om, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd, der i sidste ende fik partiet til at trække sig fra forhandlingsrummet.

– Det største element, der har skilt os, er, at man ikke vil kigge på servicelofterne, siger René Christensen.

Serviceloftet er et maksimumsbeløb, kommunerne på et år må bruge på service til borgerne. Det bliver aftalt mellem den siddende regering og kommunerne hvert år, når der forhandles kommuneøkonomi for det kommende år.

– At man ikke vil kigge på servicelofterne i en udligningsreform betyder, at der nu er kommuner, der måske får 100 millioner kroner mere. Men de får ikke lov til at bruge dem.

– Dette her skulle ende ud med, at vi fik mere velfærd i Danmark. Men det får vi ikke med denne her aftale, siger René Christensen.

/ritzau/