Venstre forlader forhandlinger om hjælp til ældre

Venstre har sent torsdag aften forladt forhandlingerne om den aftale, der skal sikre hjælp til ældre borgere under coronakrisen.

Det fortæller Venstres ældreordfører, Jane Heitmann. Hun mener ikke, at det, der var på bordet, er “ambitiøst nok”.

– Venstre har hele vejen igennem sagt, at vi ville fordoble rammen og prioritere varme hænder og indsatser mod ensomhed.

– Det blev vi ikke imødekommet på, og derfor kan vi ikke se os selv i den aftale, siger hun.

Venstre har i lighed med andre partier blandt andet ønsket at hjælpe ensomme ældre, hvad enten de sidder på plejehjem eller bor i egen bolig.

Forhandlingerne har stået på i et par uger og hørte oprindeligt under de forhandlinger, der omhandlede hjælp til blandt andre udsatte børn, hjemløse og mennesker med handicap.

De forhandlinger resulterede lørdag i en aftale på 215 millioner kroner til disse grupper.

Forinden var ældreområdet dog blevet udskilt fra forhandlingerne og overført til Sundheds- og Ældreministeriet.

/ritzau/