R ser positive meldinger fra statsminister om genåbning

De Radikales leder, Morten Østergaard, har hørt positive takter fra regeringen i forhold til den videre forhandling om genåbningen af Danmark.

Det siger han inden et partiledermøde torsdag formiddag om næste fase af genåbningen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede onsdag i en debat i Folketingssalen, at der kommer en langsigtet plan for den videre genåbning.

– Jeg hører, at regeringen er klar til at lave det, vi har efterlyst. Nemlig en langsigtet plan for genåbning af Danmark, hvor man kan se, hvad det er, at vi styrer efter, og i hvilken rækkefølge vi har tænkt os at afvikle restriktionerne, siger Østergaard.

– Og samtidig også vil gøre det i en åbenhed, hvor vi trækker på uafhængig og uvildig rådgivning, der kobler sundhed og økonomi, så alle kan følge med. Det er utrolig gavnligt for hele processen og også til resultatet, siger han.

Det handler om at finde den gyldne mellemvej, sagde Frederiksen blandt andet.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, minder dog om, at partierne ser forskelligt på den gyldne mellemvej. Enhedslistens mantra er forsigtighed frem for alt.

– Vi skal netop sigte efter den gyldne mellemvej. Jeg er ikke helt sikker på, at vi alle er enige om, hvor den præcis er.

– Det er tydeligt, at der er partier, som har mere lyst til, at der er restauranter og caféer, som skal åbne med det samme. Så er vi nogle, som er lidt mere forsigtige af hensyn til vores sundhedsvæsen, siger Skipper.

/ritzau/