Medie: Regeringen vil åbne udeservering på restauranter og caféer

På torsdagens forhandlingsmøde om næste fase af genåbningen af Danmark, har regeringen ifølge Jyllands-Posten blandt andet foreslået, at caféer og restauranter kan åbne for udeservering.

Jyllands-Posten erfarer det fra en række kilder, og det er altså ikke officielt bekræftet.

Desuden skulle regeringen også have foreslået en yderligere åbning af detailhandlen, herunder storcentre.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede onsdag i en debat i Folketingssalen, at der kommer en langsigtet plan for den videre genåbning.

I de kommende dage forhandler regeringen videre med partilederne om en køreplan for, hvad der skal åbne efter 10. maj og på længere sigt.

På mødet skulle regeringen også have lagt op til at drøfte, hvordan sommeren bedst forløber. Forventningen er, at mange vil holde ferie i Danmark, men mange turistattraktioner er i øjeblikket lukkede.

En sommerpakke er dog ikke aktuel i forbindelse med den yderligere åbning 10. maj. Den kan i stedet indgå i den langsigtede plan, skriver Jyllands-Posten.

Den gradvise genåbning af Danmark blev skudt i gang umiddelbart efter påske, da daginstitutioner, skoler, frisører og tandlæger åbnede.

/ritzau