Instagram sletter folketingsmedlems regeringskritiske billede

I mange år har politikere og andre magthavere i Danmark fundet sig i satiretegnernes kreative og ofte bidende streg.

Mange ofre har gennem årene udtrykt glæde ved den ligefremme kritik, og Folketinget har i årevis købt satiretegninger og udstillet dem på Christiansborg. Genren er blevet en dansk tradition.

Sådan forholder det sig tilsyneladende ikke på Instagram, der har slettet et billede, som folketingsmedlem Kristian Hegaard (R) lagde op som en støtteerklæring.

Det amerikanske billedmedie har fjernet opslaget på grund af “hadefuld retorik eller symboler”.

Billedet er regeringskritisk og forestiller statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes højre hånd, stabschef Martin Rossen, der står i en fold med får, der skal forestille borgerne.

De to personers hoveder er redigeret ind på to kroppe, der vogter over fårene, hvortil Rossen siger, “Kæft, de er dumme, hva’ Mette?”, mens statsministeren står og smiler.

Tirsdag blev billedet delt på profilen “dkpolmemes”, der har knap 33.000 følgere og jævnligt lægger billeder eller memes op af politikere fra forskellige partier med kritik eller satire.

Billedet blev slettet, og derfor lagde Kristian Hegaard billedet op som en støtteerklæring. Det blev dog også slettet.

– Fuldstændig grotesk. Normalt ville jeg ikke selv lægge dette meme op. Som støtteaktion for “dkpolmemes” lagde jeg det op for at teste grænsen for ytringsfrihed på Instagram for et almindeligt regeringskritisk meme. Nu er det slettet på min konto. MF’er må heller ikke kritisere regeringen, skriver han på Twitter.

Et meme er et internetfænomen, hvor et billede, videoklip eller lignende typisk sammen med et stykke tekst kopieres og deles.

Grundloven giver folketingsmedlemmerne en udvidet form for ytringsfrihed, men det gælder, når de taler i Folketinget.

Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen er også skuffet.

– På Instagram har de fjernet dette satiriske indslag fra “dkpolmemes” – det er simpelthen hatespeech. Hvem er de sarte mimoser fra Socialdemokratiet, der har anmeldt dette harmløse (og ret sjove) meme, skriver han på Twitter.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Instagram.

/ritzau/