Ellemann-Jensen: Regeringen er fem uger bagud med genåbningsplan

Regeringen er fem uger bagud, mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Men det glæder ham trods alt, at statsminister Mette Frederiksen (S) lover, at en langsigtet plan for den videre genåbning af Danmark snart kommer.

Det sagde hun i Folketingssalen onsdag. Og torsdag fortsætter forhandlingerne om den videre genåbning af samfundet i coronakrisen.

– Den langsigtede plan vil hvile på det fundament, jeg også har efterlyst i ugevis, siger Ellemann-Jensen.

– Det er et oplyst grundlag, som handler om at sammenstille de samfundsøkonomiske effekter med de sundhedsmæssige virkninger, hvor vi får mest mulig økonomi for den mindst mulige smitterisiko, siger han inden mødet torsdag formiddag.

Smitten er under kontrol. Det sagde Mette Frederiksen onsdag.

Den mere sundhedsfaglige, langsigtede strategi vil ifølge statsministeren indebære en mere offensiv teststrategi, mere brug af værnemidler, mere hygiejne, at holde afstand og undgå “superspredning”.

Sidstnævnte dækker over store forsamlinger. Disse har vist sig at have spredt smitten med coronavirus voldsomt.

Mette Frederiksen har tidligere i forløbet garanteret – efter kritik fra en række partier – at de øvrige partier vil blive mere inddraget i fase 2 af genåbningen, end tilfældet var med fase 1.

Hun slog tidligere på måneden fast, at regeringen følger den plan, som den hele tiden har haft.

– Den går ud på 1. At redde menneskeliv. 2. At sundhedsvæsnet kan håndtere den ubudne gæst, som corona er. 3. At vi holder hånden under virksomheder og beskæftigelse. De mål er uændrede.

– Jeg har fuld forståelse for, at alle gerne vil have en dato for, hvornår det her er forbi. Men det kan ingen give. Det, der påhviler os politikere, er at følge med i smittetrykket.

– Hvor mange har behov for behandling? Hvor mange har behov for intensiv behandling? Når alle de brikker ligger foran os, så kan vi i fællesskab tage stilling til fase 2 og den videre genåbning af Danmark. Det skal vi lave i fællesskab, sagde Mette Frederiksen tidligere på måneden.

Ellemann-Jensen afventer nu, at regeringen fremlægger det grundlag, som beslutninger skal træffes på.

– Det er klart, at vi kan først, når vi kender smittetryk, når vi kender sundhedstilstanden op mod 10. maj, tage stilling til, hvor meget der kan åbne allerede der.

– Men vi kan sagtens inden da tage stilling til rækkefølgen, når vi får det grundlag, jeg i ugevis har efterspurgt, siger Ellemann-Jensen.

/ritzau/