Wammen: Corona-genopretning er enestående grøn mulighed

Lige nu arbejder regeringen og Folketinget på at holde hånden under dansk erhvervsliv under corona-nedlukningen. Men bagefter må man forvente, at der skal hældes milliarder i økonomien for at få den tilbage på ret spor.

Det er en stor mulighed for at sætte skub i grønne investeringer, siger finansminister Nicolai Wammen (S) onsdag i Folketinget.

– I Danmark handler det nu om at føre den rette politik på det rette tidspunkt. Regeringen ser derfor en genopretning af dansk økonomi i to faser. Den første er vi midt i. Her holder vi hånden under danske arbejdspladser.

– Anden fase er en egentlig økonomisk genopretning, der skal sætte gang i hjulene. Regeringen ønsker langsigtede og kloge investeringer.

– Vi står med en enestående mulighed for at gøre genopretningen af Danmark grøn, så vi samtidig løfter vores klimaambitioner. Den mulighed skal vi selvfølgelig gribe, siger Nicolai Wammen.

Men hvornår regeringens næve vil knytte sig om den enestående mulighed, finansministeren fremhævede, står dog mere hen i det uvisse.

– Det er samtidig vigtigt, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge. Genåbningen af samfundet skal ske i et forsvarlige tempo, og det samme skal den økonomiske politik.

– Vi ser frem til, sammen med Folketinget – at tage fat i de næste faser, sagde Nicolai Wammen.

En række partier i Folketinget – ikke mindst De Radikale – har haft fokus på, at regeringen ikke slækker på sine klimaambitioner på grund af coronakrisen.

Og ud over Nicolai Wammens tale sagde statsminister Mette Frederiksen (S) da også onsdag, at der vil blive gennemført en klimaplan inden sommeren.

– Vi skal ikke bare genoprette. Vi skal også genopfinde. Med innovation, stærke grønne visioner og i et tæt samarbejde med alle dele af samfundet.

– Hjælpepakkerne er midlertidige. Efterfølgende skal vi have en langsigtet genopretningsplan på plads. Og inden sommerferien vil vi gennemføre den første klimahandlingsplan, sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/