Statsministeren lover langsigtet plan for genåbning

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller onsdag til Folketinget, at fase 2 af genåbningen af Danmark efter nedlukningen for at begrænse coronasmitte vil begynde efter 10. maj.

Den skal aftales med Folketingets partier, men vil indeholde den langsigtede strategi, der er blevet efterspurgt.

– Her præsenterer vi også den langsigtede plan for rækkefølgen i genåbningen. Så både borgere og virksomheder kender tidsperspektivet for eksempelvis restauranter, børnenes undervisning, idræt og storcentre.

– Vi er stadig i en sundhedskrise. Vi må ikke sætte danskernes helbred over styr, siger statsministeren.

Hun startede sin tale med at understrege, at det er regeringens opfattelse, at smittespredningen i Danmark er under kontrol.

– Smitten er under kontrol, og vi er lykkedes med den danske strategi, sagde hun.

Den mere sundhedsfaglige, langsigtede strategi vil ifølge statsministeren indebære en mere offensiv teststrategi, mere brug af værnemidler, mere hygiejne, at holde afstand og så undgå “superspredning”.

Sidstnævnte dækker over store forsamlinger som koncerter og festivaler, der har vist sig at have spredt smitten med coronavirus voldsomt.

Der er mange ønsker til, hvad der kan genåbnes. Men regeringen holder – med statsministerens ord – fast i at gøre det langsomt og kontrolleret.

– Lad mig gøre det helt klart. Regeringen kommer ikke til at lade sig presse til at gå for hurtigt frem, siger Mette Frederiksen.

Formand for De Konservative Søren Pape Poulsen spørger statsministeren til, om man også kan åbne for langsomt efter coronanedlukningen. Og altså gøre skadevirkningerne af nedlukningen større, end de nødvendigvis bør være.

– Man kan åbne for langsomt, det kan man. Og man kan åbne for hurtigt. Det er den gyldne mellemvej, vi søger, svarer statsministeren.

/ritzau/