Oppositionen: Mette F. bør stille op til ugentlig corona-debat

Én gang om ugen bør statsminister Mette Frederiksen (S) stille op til en debat i Folketingssalen om corona-krisen.

Det mener oppositionen, som onsdag har indkaldt statsministeren til en forespørgselsdebat om håndteringen af coronakrisen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, begrunder onsdagens debat med statsministeren sådan:

– Det er et ønske for os, at vi hver uge får mulighed for at tage debat i Folketingssalen om corona-krisen.

– Vi håber, at der i dag kan komme et løfte fra regeringen om, at man vil stille op til debat en gang om ugen. Det skal sikre, at debatten bliver bredt ud, så borgerne også kan følge med, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at corona-epidemien er så indgribende i danskernes liv, at der bør være øget offentlighed om de politiske beslutninger i forhold til coronakrisen.

Politikerne forhandler onsdag aften virtuelt via videoforbindelse om den næste fase af genåbningen. Den ventes at træde i kraft 11. maj.

Oppositionen kritiserer dog regeringen for ikke at være tilstrækkeligt åben om planen for genåbningen.

Mette Frederiksen har på sin side argumenteret for, at det er svært at lave en færdig plan, når udviklingen i smitten er afgørende for, hvad der kan genåbnes.

/ritzau/