Ny portal for vælgererklæringer udsættes til 1. september

Den portal, som skulle gøre indsamling af vælgererklæringer mere brugervenlig og dæmme op for snyd, er blevet forsinket indtil 1. september.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det var ellers planen, at portalen skulle tages i brug omkring 1. juni.

Udsættelsen skyldes, at it-leverandøren bag portalen er udfordret af coronakrisen og derfor ikke har mulighed for at arbejde i det forudsatte tempo.

– Det er virkelig ærgerligt, at it-leverandøren ikke kan overholde den ambitiøse tidsplan, vi har aftalt. For jeg har haft tiltro til, at det kunne gå hurtigt med at få det nye system i drift, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i meddelelsen.

Aftalen om det nye vælgererklæringssystem blev indgået i marts 2019 af alle de partier, der på daværende tidspunkt var en del af Folketinget. Formålet med portalen er at undgå snyd.

Forsinkelsen af det nye system får dog ingen betydning for vælgernes mulighed for at afgive vælgererklæring, da det eksisterende system fortsætter som hidtil, oplyser ministeriet.

/ritzau/