Minister fastholder kritik af Danske Banks krav til boligkøbere

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) står på et samråd ved kritik af Danske Banks nylige stramning af kreditgivning.

– Sagen er, at vi lige nu står i en situation, hvor vi skal passe på. Vi skal undgå en selvforstærkende negativ spiral, der kan være ødelæggende for boligmarkedet.

– Lektien fra finanskrisen var, at man ikke skal lempe i gode tider og stramme i dårlige, siger erhvervsministeren og fortsætter:
– Det er klogt at stramme op, når boligpriserne stiger. Der står vi bare ikke i dag. Vi har et fælles ansvar for ikke at skabe unødig uro på boligmarkedet. Det gælder for os som politikere og for bankerne.

Samrådet er indkaldt af Liberal Alliances Ole Birk Olesen. Han har stillet spørgsmål, efter at Kollerup har kritiseret, at Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, har hævet kravet til egenbetaling ved boligkøb til ti procent.

Kravet til egenbetaling var tidligere fem procent, hvilket er Finanstilsynets regel. Danske Bank har hævet det grundet usikkerheden på boligmarkedet udløst af coronakrisen.

Ole Birk Olesen har på samrådet ikke meget til overs for erhvervsministerens påtale af, hvordan banker bør agere.

– Det havde været et fornuftigt svar, hvis det handlede om Nationalbanken. Eller Folketinget. Men dette her er en privat långivningsvirksomhed, der har risici. Danske Bank har ikke de samme forpligtigelser som nationale institutioner.

– Det er regeringens opgave at føre økonomiske politik, ikke Danske Banks, siger ordføreren.

Det får Simon Kollerup til at understrege, at der er store politiske forskelle i synet på, hvordan samspillet mellem politikere og erhvervsliv skal fungere.

– Jeg er ikke enig i, at banker kun skal passe deres egen butik. Jeg står fuldstændigt ved min kritik, der bunder i en bekymring for vores boligejere og de førstegangskøbere, der skal ind på markedet, siger ministeren.

Samrådet er – ud over det aktuelle spørgsmål – del af en debat, hvor primært den borgerlige del af Folketinget mener, at den socialdemokratiske regering blander sig for meget i, hvordan det private erhvervsliv agerer, hvis de holder sig inden for loven. Som det eksempelvis skete med Ikeas åbning mandag.

– Vi er både politisk uenige om, hvorvidt bankerne skal være forsigtige forud for en truende krise.

– Og så er vi uenige om, hvorvidt en erhvervsminister skal gå ud og løfte en pegefinger over for banker, der agerer inden for loven, siger Ole Birk Olesen forud for samrådet.

/ritzau/