Regeringen får kritik for langsomt arbejde med klimamål

Det halter med at iværksætte flere af de grønne tiltag, som var en del af sidste års finanslov.

Blandt andet er der ikke sat gang i planerne om en ny grøn fremtidsfond eller at finde flere penge til at fjerne klimaskadelig landbrugsjord fra produktionen.

Det skriver Politiken.

Flere af regeringens støttepartier kritiserer nu regeringen for ikke at gøre nok for at følge op på de grønne tiltag, man blev enige om med finansloven.

– Det går alt, alt for langsomt, siger Sofie Carsten Nielsen, gruppenæstformand hos Radikale Venstre, til Politiken.

Hun oplever, at regeringen har det med at “trænere processerne” – eller med andre ord trække dem i langdrag.

I et skriftligt svar til Politiken siger miljøminister Lea Wermelin (S), at klimaet, miljøet og naturen er lige så vigtigt nu som før coronakrisen, men at krisen har haft betydning for arbejdet.

/ritzau/