Kommunerne savner retningslinjer for besøg på botilbud

Folketingets partier er blevet enige om at lempe restriktionerne for besøg på botilbud og anbringelsessteder.

Det bekymrer Kommunernes Landsforening (KL), hvor formanden for KL’s socialudvalg, Thomas Adelskov (S), efterlyser “klare retningslinjer”.

– Når man ser på aftalen, vil jeg gerne advare stærkt imod, at man tror, at vi fra mandag morgen åbner op, og alt bliver som før. Det bliver under helt andre forhold, end det har været før.

– Vi er nødt til at bede sundhedsmyndighederne om at give os nogle klare retningslinjer, siger han.

Partierne afsætter med aftalen 215 millioner kroner til at støtte udsatte børn og voksne under coronakrisen.

Aftalen har eksempelvis fokus på at hjælpe unge, der er pårørende til personer med misbrug, men også hjemløse, voldsofre og personer med psykiske lidelser.

Det er disse grupper, som især kan blive hårdt ramt af coronakrisen og dens mange indskrænkninger såsom isolation og social afstand.

Det er denne isolation og ensomhedsfølelse, som partierne vil dæmme op for med beslutningen om at åbne for besøg på bo- og opholdssteder.

Dermed gives der mulighed for, at de enkelte steder kan tillade udendørs besøg fra én til to af de nærmeste pårørende.

Thomas Adelskov undrer sig over, at der ikke følger nogle præcise anvisninger og retningslinjer med offentliggørelsen af aftalen.

Han frygter, at det bliver den enkelte medarbejder på den enkelte institution, som kommer til at stå med ansvaret for at definere rammerne.

– Vi er utrygge ved det, fordi her er tale om rigtig svage borgere, der er i risiko for at blive ramt af coronavirus.

– Og vi er utrygge ved, at vi får corona ind på vores steder, for vi har kæmpet for at holde det ude, siger Thomas Adelskov.

/ritzau/