Patienter: Tilbyd behandling i landsdele med mindre hospitalspres

Der er brug for at få alle offentlige og private hospitaler i spil, når der igen skal åbnes for ikke-akutte behandlinger og operationer i sundhedsvæsenet.

Det skal sikre, at man hurtigt får nedbragt den pukkel på tusindvis af operationer, som er blevet aflyst de seneste uger.

På den måde kan man genindføre udredningsgarantien og behandlingsgarantien.

Sådan lyder det fra Morten Freil, der er direktør for organisationen Danske Patienter.

– På nogle hospitaler er man pressede, og på andre hospitaler er der ledige pladser.

– Derfor skal der være et stærkt samarbejde på tværs af regionerne og privathospitaler for at se, hvor der er ledig kapacitet, så vi hurtigt kan få nedbragt puklen af behandlinger.

– Patientrettighederne er suspenderet i op til et år, og det har vi stor forståelse for, men nu er der mulighed for at gå i gang med at få nedbragt puklen, så vi hurtigt kan få rettighederne genindført, siger Morten Freil.

Danske Patienter opfordrer til, at sundhedsvæsenet tilbyder patienter behandlinger, hvor der er plads – også på et sygehus, som kræver længere rejsetid end normalt.

Søndag aften forlod de blå partier i Folketinget forhandlinger om en genåbning af sundhedsvæsenet.

Venstre var blandt andet utilfreds med, at regeringen ifølge sundhedsordfører Martin Geertsen ikke har fokus nok på patienternes rettigheder.

Det var især i forhold til udredningsgaranti og behandlingsgaranti. De betyder, at man har krav på at blive undersøgt og få stillet en diagnose inden for 30 dage og krav på behandling senest 30 dage efter diagnosen.

Dansk Folkeparti var utilfreds med, at der ikke kom garantier om at bruge de private hospitaler.

Morten Freil fra Danske Patienter opfordrer til, at man især husker udredningen i genåbningen.

– Vi er bekymrede for, at man begynder at have meget stærkt fokus på at nedbringe ventelister (på operationer, red.). Det kan gå ud over den kapacitet, man har til at udrede patienter.

– Det kan have alvorlige konsekvenser for patienter med fysiske eller psykiske sygdomme, hvis man ikke kommer i behandling hurtigt.

Han opfordrer samtidig til, at der bliver set på den enkelte patienter og ikke snævert på sygdomme.

– Man kan ikke sætte folk i kasser, alt efter hvilken diagnose de har. Nogle går med store smerter og kan ikke komme på arbejde. Andre kan bedre vente, siger han.

/ritzau/