Opposition forlader forhandlinger om åbning af sundhedsvæsen

De borgerlige partier i Folketinget har søndag aften forladt forhandlinger med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om en genåbning af sundhedsvæsenet.

Det oplyser Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance i en fælles pressemeddelelse.

Der mangler fokus på patienternes rettigheder, lyder begrundelsen.

Partierne efterlyser en klar plan og håndfast sikkerhed fra regeringen for, hvornår patienterne igen kan få gennemført behandlinger og operationer.

De kritiserer samtidig sundhedsministeren for “kun at have lagt nogle overordnede principper for en genåbning af sundhedsvæsenet på forhandlingsbordet”. Det er ikke nok, mener de.

– Rigtig mange danskere kan lige nu ikke få den behandling eller operation, de har brug for. Derfor er det helt afgørende for os, at vi hurtigst muligt får genetableret patientrettighederne, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre.

Han henviser til udredningsgarantien og behandlingsgarantien, som er blevet suspenderet under coronakrisen.

– Det har vi brugt hele dagen på at få regeringen til at give klare svar på, men det har vi ikke kunnet få, og det er ikke godt nok med nogle løse principper, som efterlader patienterne uden nogen form for sikkerhed og klarhed omkring, hvornår de kan komme til, siger han.

Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige påpeger, at det er vigtigt for dem, at al ledig kapacitet i det danske sundhedsvæsen bliver taget i brug – også i det private.

– Ministeren kunne ikke sikre, at de private hospitaler, hvor flere af disse patienter var aflyst fra, ville være en del af den kapacitet, man ville bruge, siger Liselott Blixt (DF).

– For Nye Borgerlige er det vigtigt, at vi bruger al ledig kapacitet, når vi skal af med den pukkel, der er opstået i sundhedsvæsenet, efter at regeringen lukkede Danmark ned, siger Lars Boje Mathiesen (NB).

/ritzau/