Sundhedsministeriet forlænger forsamlingsforbud

Sundhedsministeriet har forlænget forbuddet mod forsamlinger på over ti personer til 18. april fra tidligere 14. april. Det fremgår af en bekendtgørelse på Lovtidende.dk.

Forbuddet er flere gange tidligere blevet forlænget via bekendtgørelser.

Forsamlingsforbuddet, der gælder både i det offentlige og ved private arrangementer, blev indført 17. marts, at efter en hastestramning af epidemiloven blev vedtaget i Folketinget.

Den tillader sundhedsministeren at indføre forsamlingsforbud grundet coronavirus via bekendtgørelser.

Det skete første gang 17. marts, hvor forbuddet gjaldt til 30. marts. Efterfølgende forlængede en bekendtgørelse 27. marts forbuddet til 14 april. Det er altså nu forlænget til 18. april.

Torsdag i sidste uge fik regeringen ved endnu en hastelov skærpet epidemiloven, så sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan forbyde forsamlinger helt ned til over to personer. Den skærpelse er dog ikke taget i brug i den seneste bekendtgørelse.

Sidste mandag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at Danmark gradvist kan blive åbnet op, når påsken er overstået.

Det kræver dog, at befolkningen fortsat agerer fornuftigt og blandt andet lader være med at samles i for store forsamlinger, da det kan øge smittefaren.

Der er ikke sundhedsfagligt belæg for at skærpe forsamlingsforbuddet, der er blevet indført for at dæmme op for coronasmitte.

Det har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) erkendt i et svar til Folketingets sundheds- og ældreudvalg.

I svaret står der, at regeringen er “bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt element i lovforslaget foreligger den sædvanlige sundhedsfaglige evidens”.

Forsamlingsforbuddet gælder ikke for begravelser og bisættelser.

Andre dele af bekendtgørelsen dækker tvangslukning af serveringssteder, tatovører, frisører med mere.

/ritzau/