Venstre klar til at suspendere 225-timers reglen

Venstre er parat til at suspendere 225-timers reglen for kontanthjælpsmodtagere under coronakrisen. Flere andre partier har ytret ønske som det samme og der er dermed nu et stort flertal i Folketinget for det.

225-timers reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere, der i et år ikke har haft mindst 225 timers arbejde, bliver trukket omkring 500 kroner i kontanthjælp. Men under coronakrisen kan det være nærmest umuligt at få noget arbejde overhovedet.

– Vi kigger ind i en meget alvorlig og dyb økonomisk krise. Derfor mener vi, at det er rimeligt, at vi midlertidigt suspenderer 225-timers reglen.

– Der er rigtig mange mennesker, som lige nu står i en ulykkelig situation, og der er meget få job at søge. De mennesker har frem for alt brug for hjælp og tryghed, skriver Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen i en kommentar.

/ritzau/