Mette F.: Der kommer til at gå tid før samfundet er normalt igen

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke sætte dato på, hvornår samfundet vil være tilbage i en normal tilstand.

Det siger hun i programmet 21 Søndag på DR1 søndag aften.

– Jeg tør ikke sætte en dato på, men jeg tror ikke, at vi kan komme tilbage inden for en overskuelig fremtid, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren siger, at “verden er forandret”, og det kommer vi også til at mærke i den måde, vi lever vores liv.

– Vi kommer ikke til at klumpe sammen, og der kommer ikke til at stå rigtig mange mennesker meget, meget tæt og holde en god fest sammen.

– Vores verden er forandret. Vores hverdag kommer til at være forandret, siger Mette Frederiksen.

Ifølge statsministeren vil det ligeledes betyde, at vi i et stykke tid endnu fortsat skal spritte hænder og holde afstand.

Og så vurderer hun, at vi i en periode kommer til at arbejde forskudt af hinanden.

– Det er også mit bedste bud, som tingene er i dag, at vi kommer til at arbejde forskudt af hinanden.

– Jeg ser ikke for mig på den korte bane, at alle børn kan komme i skole og på uddannelse på en og samme tid, siger Mette Frederiksen.

Hun understreger, at det er en “lumsk sygdom”, som kan komme tilbage.

/ritzau/