Minister med ny melding: Kirker bør holde lukket i påsken

Kirkeminister Joy Mogensen (S) sagde onsdag, at regeringen arbejder på at gøre det muligt for de ellers lukkede kirker at holde påskegudstjenester i begrænset omfang.

Men nu lyder det fra kirkeministeren, at man bør droppe de overvejelser.

Det skriver Kirkeministeriet i en pressemeddelelse torsdag aften.

Det sker, efter at landets præster har udtrykt bekymring for, om det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på restriktionerne og delvist genåbne kirkerne i påsken.

– Det er fortsat smerteligt, at vi må fejre påske uden at kunne gå i kirke. Men jeg er glad for, at folkekirken står last og brast med resten af samfundet, udtaler Joy Mogensen i pressemeddelelsen.

/ritzau/