Gartnerier kan få kompensation for falmende morgenfruer

Salget af gule roser, gyldenris og andre blomster er gået kraftigt tilbage på landets gartnerier som følge af coronakrisen.

Gartnerierne brænder dermed inde med store varelagre af både blomster og grøntsager, som ender med at blive for gamle og dermed ingen værdi har.

Også mejerierne har problemer.

Gartnerierne og mejerierne kan nu indregne deres tabte varelagre som en fast omkostning og dermed få kompensation fra staten.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet onsdag.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) blev opmærksom på problemet for et stykke tid siden.

– Vi begyndte at få henvendelser fra gartnerierne, så vi begyndte at se på, hvad vi kan gøre for at hjælpe den del af erhvervssektoren.

– Derfor har vi taget de tiltag, så gartnerierne og andre, der brænder inde med letfordærvelige varer, kan få hjælp, siger Mogens Jensen.

/ritzau/