Regeringen fremrykker mediestøtte til coronaramte medier

Regeringen er nu klar med flere tiltag, der skal hjælpe danske medier igennem coronakrisen.

Blandt andet bliver der fremrykket 368,1 millioner kroner fra den årlige mediestøtte, som medierne så i stedet kan få glæde og gavn af nu.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Hjælpen kommer, efter at det mandag ikke lykkedes for regeringen at lande en aftale med de andre partier for, hvordan man ville støtte medierne.

I pressemeddelelsen fra Kulturministeriet fremgår det, at regeringen fortsat er i dialog med de andre partier om andre tiltag på medieområdet, der kan hjælpe de medier, der er særligt økonomisk udfordret på grund af coronakrisen.

/ritzau/