Regering dropper at lade styrelse se borgeres korttransaktioner

Regeringen dropper, at informationer om private borgeres dankorttransaktioner kan udleveres til styrelse for at dæmme op for coronavirus.

Det fremgår tirsdag af et folketingssvar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

– Denne bekendtgørelse bliver ændret, således at blandt andet adgangen til at indhente oplysninger om navn og adresse på betalingskortindehaver samt tid og sted for betalingstransaktioner udgår af bekendtgørelsen, skriver han.

Ændringen vil træde i kraft snarest muligt, oplyser ministeren videre. Det vides ikke, om ordningen har været i brug.

Det var meningen, at Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet kunne få udleveret oplysninger, der gjorde det muligt at finde frem til personlige oplysninger om smittemistænkte.

Der var ikke krav om en dommerkendelse, for at det skulle kunne ske. Styrelsen skulle kunne kræve, at for eksempel banker gav oplysninger om kortindehaverens navn og adresse samt tid og sted for transaktioner.

Hvis virksomhederne nægtede, kunne de straffes med bøde.

Den beslutning har mødt kritik hos tænketanken Justitia og hos menneskeretsorganisationen Amnesty International.

Reglerne skulle også gælde for selskaber, der driver “elektroniske kommunikationsnet”, hvilket sandsynligvis dækker over teleselskaber.

Forslaget var en del af den vidtgående hastelov, som Folketinget vedtog 13. marts.

/ritzau/