Regering vil fjerne anlægsloft i et år for at skabe job

Der skal gang i dansk økonomi som lider på grund af coronakrisen, og derfor skal der bygges i kommunerne.

Dansk økonomi står i en ekstraordinær situation på grund af coronakrisen.

Regeringen er torsdag derfor enig med kommunerne og regionerne om at lempe loven for anlæg. Det skal støtte dansk økonomi og sikre flere job ved renovering af skoler og veje.

– Regeringen er klar til at gøre, hvad end der skal til for at holde hånden under arbejdspladser og virksomheder. Vi ved godt, at det vil koste mange penge, men det er en klog investering, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

KL vurderer, at der kan fremrykkes investeringer for 2,5 milliarder kroner i år.

For regionerne, der hovedsageligt står for drift af sygehusvæsenet, kan man ikke sætte et konkret beløb på endnu.

– Sagt lidt forenklet – man kan ikke sætte renovering af hospitaler i gang, mens der er brug for hospitalsenge, siger finansministeren.

/ritzau/