Bedt flertal forbyder salg af lattergas til unge under 18 år

Alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance er enige om aftale, der skal begrænse brug af lattergas.

Et bredt flertal i Folketinget er enig om, at det fremover skal være forbudt for unge under 18 år at købe lattergaspatroner. Det erfarer TV2.

Aftalen, der ventes at blive fremlagt tirsdag, er indgået mellem alle partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance, lyder det.

Partierne er – ud over et forbud for unge under 18 år – blevet enige om, at privatpersoner fremover kun må købe to lattergaspatroner af otte gram per køb.

Samtidig vil det heller ikke længere være muligt at købe lattergaspatroner i kiosker og andre butikker, der sælger alkohol, cigaretter og e-cigaretter, skriver TV2.

Forhandlingerne om en aftale, der skulle begrænse unges adgang til lattergas, blev indledt kort før jul.

Regeringen ville begrænse de unges forbrug, efter at det sidste sommer kom frem, at mange unge havde et alt for højt forbrug, og at flere ligeledes oplevede bivirkninger som svimmelhed og iltmangel.

Lattergassen er egentlig tiltænkt brug i flødeskumssifoner.