FAKTA: Regeringen foreslår otte tiltag mod fremmedkrigere

Regeringen fremlagde torsdag et udspil, der skal forsøge at holde fremmedkrigere væk fra Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterer torsdag udspillet “Vi passer på Danmark – 8 tiltag mod fremmedkrigere”.

Her er de otte punkter i udspillet:
1) Dømte fremmedkrigere skal kunne idømmes opholdsforbud og kontaktforbud

– Et opholdsforbud kan for eksempel betyde, at den dømte ikke må opholde sig i en eller flere kommuner. Et kontaktforbud kan betyde, at man eksempelvis ikke må kontakte andre terrordømte personer. Det skal mindske risikoen for radikalisering.

2) Straffen for terror og terrorlignende aktiviteter skal skærpes
– Regeringen ønsker at hæve strafniveauet for at lade sig hverve til at begå terror fra omkring tre til fem års fængsel til omkring fem til syv et halvt års fængsel. Straffen for at tilslutte sig en fjendtlig, væbnet styrke (landsforræderi) forhøjes til det dobbelte, hvilket vil sige seks til ti års fængsel.

3) Regeringen vil sikre, at børn ikke vokser op i radikaliserede miljøer

– Fremmedkrigere kan ikke længere kunne have forældremyndighed over deres barn, have barnets bopæl hos sig eller have samvær med barnet mod den anden forælders ønske.

– Regeringen vil desuden nedsætte et udvalg, som frem mod maj 2020 skal belyse mulighederne for at fastsætte regler om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge, der vokser op i radikaliserede miljøer.

4) Mulighed for administrativ fratagelse af det danske statsborgerskab
– Dette lovforslag blev vedtaget 24. oktober 2019.

5) Børn født i konfliktområder skal ikke automatisk have dansk indfødsret

– Regeringen fremsatte lovforslaget i december.

6) Begrænsning af fremmedkrigeres adgang til bistand fra udenrigstjenesten

– Regeringen fremsatte forslaget i december. Det skal sikre, at fremmedkrigere ikke har adgang til hjælp fra den danske stat i udlandet.

7) Regeringen opretholder og udvider ordningen med pasinddragelse,
nægtelse af udstedelse af pas og meddelelse af udrejseforbud

– Frem over skal det ifølge regeringen være muligt at fratage passet i tre år med mulighed for forlængelse. De nuværende regler giver mulighed for at fratage passet i ét år med mulighed for forlængelse. Lovforslaget blev fremsat i januar.

8) Politiet og kommunernes radikaliseringsforebyggende arbejde styrkes
– Regeringen foreslår, at de relevante myndigheder styrker samarbejdet og udvekslingen af information for at forhindre personer i at blive radikaliserede.

Kilder: Regeringens udspil “Vi passer på Danmark – 8 tiltag mod fremmedkrigere”.

/ritzau/