Ministre erkender: Ny aftale forhindrer ikke ny Padborg-sag

Den brede politiske aftale, som skal stoppe lav løn til udenlandske chauffører på de danske veje, vil ikke forhindre sager som den såkaldte Padborg-sag.

Det erkender beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Sidste år kom sagen for offentlighedens lys, da det blev afsløret, at chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka boede i kummerlige lejre.

– Der er et element fra Padborgsagen, hvor filippinske chauffører kørte cabotagekørsel for det samme vognmandsfirma, og det får man i hvert fald sat en stopper for, siger Peter Hummelgaard.

– Men det er rigtigt, at kernen af det, der var problemet med Padborgsagen, det er ikke løst endnu. Men det kan vi forhåbentligt få løst med den vejpakke, som går i gennem EU inden længe, siger han.

Sagen er, at de srilankanske og filippinske chauffører var ansat at det danske vognmandsfirma Kurt Beiers polske datterselskab.

Onsdagens aftale, som alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance står bag, skal sikre danske minimumlønninger for såkaldt cabotagekørsel, som det hedder, når udenlandske lastbiler kører ind og ud af Danmark med varer.

Cabotagekørsel er godskørsel for fremmed regning mellem to punkter i Danmark, som udføres af en lastbil eller varebil, som ikke er registreret i Danmark.

Det bliver de toneangivende danske overenskomster, der bliver gældende, når niveauet for de udenlandske chaufførers lønninger skal lægges.

/ritzau/