Vejen er banet for indgreb mod lav løn til udenlandske chauffører

Der tegner sig et politisk flertal for at sikre, at udenlandske chauffører i Danmark bliver aflønnet på vilkår, der ikke afviger væsentligt fra den mest udbredte overenskomst i Danmark.

Dansk Folkeparti er trods tidligere skepsis klar til at lægge stemmer til, erfarer Ritzau. Venstre ventes også at gå med i aftalen.

Aftalen er endnu ikke helt på plads, men ventes inden for de kommende dage.

Der har i en årrække været et stigende pres for at sikre bedre arbejdsvilkår for udenlandske chauffører efter flere sager.

I 2018 kom Padborg-sagen for offentlighedens lys, da chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka blev fundet i lejre på sønderjyske rastepladser.

Det blev dråben. Den tidligere VLAK-regering bad arbejdsmarkedets parter om at finde en løsning. Derfor foreslog fagforeningerne DA og FH, at der genoprettes en bestemmelse i loven for godskørsel.

Den betyder, at vognmænd skal følge niveauet i den mest udbredte overenskomst på området, når de kører i Danmark.

Regeringen har kæmpet med at finde et flertal, da De Radikale ikke ville gå med i aftalen. Venstre og Dansk Folkeparti har været bekymret for, at det ville gøre op med friheden til at vælge egen fagforening.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere kaldt bekymringerne grundløse.

/ritzau/