Regeringen agter at fremsætte forslag

Regeringen agter at fremsætte forslag om et delvist forbud mod brug af sprøjtemidler i private haver og på offentlige arealer.

Det siger miljøminister Lea Wermelin (S) til dagbladet Politiken.

Et borgerforslag om forbud for private mod at bruge sprøjtemidler har samlet tilslutning fra 53.000 borgere og skal behandles tirsdag i Folketinget.

Men regeringen støtter ikke et fuldstændigt forbud.

Lea Wermelin forklarer, at et land ikke over en bred kam kan forbyde sprøjtemidler, der er godkendt i EU.