Kenn Kofod. Foto: Jacob Jepsen

Kenn fik en blodprop: ‘Jeg havde altid sagt, at stress, det er der ikke noget, der hedder. Men det er der’

DAGENS NAVN: Allerede 14 dage inden han fyldte 19 år, blev Kenn Kofod uddannet som skibskok, og han har knoklet lige siden inden for mange fag. Sidste år fik han en stressrelateret blodprop, men kom tilbage til Café-Munter i Rønne igen. Han arbejder dog ikke på cafeen længere.

Hvor er du født og opvokset?

– Min familie kommer fra Klemensker, men jeg er født og opvokset i Rønne og gik på Østre Skole. Jeg tog 9. klasse og var skoletræt, så jeg kom et år på Levnedsmiddelskolen, som lå på Sandemandsvej, og gik i lære som skibskok på Povl Anker. Jeg har fødselsdag den 27. december og blev udlært den 12. december i 1991. Altså, inden jeg blev 19 år.

Hvordan fandt du ud af, at du ville være kok?

– Det fandt jeg heller ikke ud af. Min far sagde, at hvis jeg ikke ville gå i skole, skulle jeg ha’ mig et arbejde. Min daværende kærestes far var personalechef på Bornholmstrafikken, og ad den vej fik jeg en lærerplads.

Så det var lidt tilfældigt, du blev kok?

– Ja, jeg ville faktisk hellere have være bilmekaniker, men nu blev det kok, og jeg blev faktisk også rigtig glad for det. Men jeg er sprunget fra kokkefaget flere gange og har arbejdet som for eksempel brolægger, stilladsarbejder, elementmontør i København i et års tid, som tømrer og murer – og er sprunget frem og tilbage mellem det og kokkefaget.

Nu er du kok på Café-Munter i Rønne, har I travlt?

– Det er selvfølgelig gået lidt ned ad bakke her efter efterårsferien, men jo, det har været en fuldstændigt vanvittig sommer, det vildeste nogensinde på Bornholm. Jeg kender mange kokke og restauratører, og de siger alle sammen, at de aldrig nogensinde før har haft så travlt som i sommer. Der skulle have været 49.000 krydstogtturister på Bornholm, men skibene udeblev på grund af corona – alligevel har vi haft så travlt på grund af de mange danskere, som ikke kunne komme på chartertur og i stedet tog til Bornholm.

Hvad er det bedste ved at være kok?

– Det er nok, at man tilfredsstiller nogle menneskers behov med god mad og service. Det bedste er, når man får feed back fra gæsterne, hvis tjeneren for eksempel siger: Jeg skal lige hilse fra gæsterne ved bord 30, som var glade for maden. Men medaljen har selvfølgelig også en bagside.

Jeg skulle lige til at spørge: Hvad er det negative?

– Det er stressfaktoren. Man ved, der sidder 100 gæster derude, som bare skal ha’ mad NU. Det er turister og utålmodige børnefamilier og så videre, og når man er på arbejde i 12 timer, er der ikke noget, der hedder pause. Du arbejder og arbejder og arbejder.

Hvordan håndterer du stress?

– Jeg har ikke være særlig god til det, for jeg havde altid sagt, at stress, det er der ikke noget, der hedder – jeg skulle nok nå det, jeg skulle. Men der er noget, der hedder stress, for sidste år fik jeg en blodprop i hjernen, som var stressrelateret. Jeg gik sygemeldt i fire en halv måned og mistede synet på højre side og følelsen i højre hånd og ben og i højre side af ansigtet. Alle sagde, jeg ikke kom tilbage, men jeg gik i massiv genoptræning – og 1. januar var jeg tilbage på fuld tid på Café-Munter. Jeg har lært at leve med de skavanker, jeg fik, men har for nylig sagt farvel til Café-Munter og er nu jobsøgende.

Passer du bedre på nu?

– Ja, det har jeg lovet både mig selv og mine børn.

 

 

Kenn Kofod

48 år.

Bor for sig selv i Rønne.

Har fire børn, hvoraf den ældste på 26 år bor på Sjælland.

De andre tre bor hos deres mor i Vestermarie.