Kemisk set er testosteron et steroid med sumformlen C19H28O2 og de systematiske navne 17β-hydroxyandrost-4-en-3-on og 4-androsten-17β-ol-3-on. Arkivfoto

Testosterontosserne

KLUMME

Hvis en yngre kvinde i fuld offentlighed skælder sin mand ud for at kunne være pisseirriterende og absolut ikke verdens bedste ægtemand, fordi han blandt andet kan finde på at erklære "jeg har støvsuget", som om han skal have ros for at have bidraget – så kan det godt virke lidt tåkrummende at skulle overvære, især da når han sidder i lidt for lange sekvenser og bare griner fjoget til hende.

KLUMME

Hvis en yngre kvinde i fuld offentlighed skælder sin mand ud for at kunne være pisseirriterende og absolut ikke verdens bedste ægtemand, fordi han blandt andet kan finde på at erklære “jeg har støvsuget”, som om han skal have ros for at have bidraget – så kan det godt virke lidt tåkrummende at skulle overvære, især da når han sidder i lidt for lange sekvenser og bare griner fjoget til hende.

– Det er fucking irriterende, for jeg støvsuger hele tiden. Og lad være med at sidde og grine af det, siger hun irettesættende til ham og tilføjer:

– Du kan ikke skride nu! Nu sidder du bare der.

Og henvendt til os, sit måbende publikum:

– Han plejer bare at gå, når vi diskuterer, det er fucking kujonagtigt.

Sådan fortsætter det, og under hele seancen sidder Joakim, Sofie Lindes mand, altså der til Zulu Comedy Galla fastfrosset i sit fjogede grin nede blandt de andre tilskuere, for det er selvfølgelig en episode fra det efterhånden herostratisk berømte tv-show, hvor værtinden med sine fortællinger om lønforhandlinger og seksuelle krænkelser i tv-branchen fik revitaliseret en i Danmark uddøende metoo-debat.

Med en ketchupeffekt af krænkelser – splash! – som væltede ud over det ganske land til følge.

Jo, det nærmest eksploderede i utallige brancher, og sagerne og diskussionen fylder stadig medierne, mens de radikale nedsmelter på Christiansborg, højtplacerede mandlige medarbejdere i organisationer og firmaer bliver bortvist for krænkende adfærd, og formentlig en masse andre går hændervridende rundt ved tanken om, hvor urent mel de har i posen.

Respekt til Sofie Linde, som turde dele sine personlige erfaringer fra tv-branchen om ligeløn og chikanerende opførsel fra granvoksne mandlige chefer.

Når jeg finder det relevant at nævne hendes udfald mod ægtemanden, skal det primært ses som en trøst til “onkelhumoristerne” (undskyld, onkler), fanskaren af Ørkenens Sønners og andre, som ærgerligt har spurgt sig selv, om man nu ikke længere må levere en lille humoristisk, kønsnormativ finte om kvinder kontra mænd (undskyld til de 69 andre køn, Facebook har listet op) uden at blive mødt af et tænderskærende dictum om, at den slags ikke er tilladt i 2020.

Men Sofie Linde legede jo netop med kønsstereotyper i forhold til, hvordan mænd og kvinder agerer i husholdningen, og når Danmarks nye powerkvinde nummer ét må, tror jeg faktisk også, at vi andre må.

Selv kan jeg sagtens tage det, og jeg falder ellers pladask ind i stereotypen, for jeg har aldrig holdt mig for fin til at råbe “jeg stiller lige mit glas i opvaskemaskinen”, “nu er der købt kartofler!” eller “så har jeg smurt en ostemad! (til mig selv, red.)” – og andre væsentlige oplysninger om mit ikke ubetydelige virke i denne verden.

Da metoo-debatten oven på showet pludselig tog fart, vågnede min egen 20-årige søn op til dåd på den højskole, han befinder sig på, og ringede til sin far for tydeligvis indigneret at stille følgende velformulerede spørgsmål:

– Far! Hvad fanden har I haft gang i?

Hvortil jeg sanddrueligt kunne svare:

– Nu siger du “I”, men jeg har da aldrig … jeg husker ikke, at … du må forstå, jeg jo ikke aner, hvad der kan være foregået bag lukkede døre og i fora, hvor jeg ikke var til stede …

Og andet af samme skuffe, alt imens jeg håbede, han ikke i netop det øjeblik skulle komme i tanke om, at jeg mødte hans egen mor, da jeg selv var journalist og hun en sprød journalistpraktikant på et landsdækkende dagblad.

Da jeg senere fortalte hende om episoden, lo hun og sagde:

– Nå ja! Det er da fint, han reagerer, men sig mig, var du rent faktisk ikke også praktikantvejleder, da vi mødtes?

Gu’ var jeg da ej!

Så vidt jeg husker.

 

Da hun så fik testosteron,
var det, som om hun blev en
fuldstændig anden.
Hun sagde, at hun nærmest
blev som et dyr.
Hun kunne ikke se kvinder,
uden at hun straks tænkte på …
som hun sagde, det var rene pornoscener

 

Men der er ubetvivleligt et strukturelt problem med krænkelser og svinsk adfærd, som nogle gange konkret har givet voldsomme udslag og sat kvinder skakmat på en aldeles urimelig måde, og denne gang håber jeg, vi får fastholdt debatten, så kvinder ikke i fremtiden skal finde sig i overgreb fra deres foresatte og andre.

Såsom deres læge for eksempel, sådan som Anna Hude oplevede det.

Hun blev i sin gymnasietid voldtaget af familielægen, og nedbrudt forsøgte hun at tage sit eget liv, hvilket mislykkedes. I stedet besluttede hun at skyde lægen, hvilket heller ikke lykkedes, hun sårede ham kun overfladisk, men det resulterede i politiafhøringer, hvor voldtægten kom for en dag. Myndighederne tog hende alvorligt, lægen blev anholdt og afhørt, hvorefter han hængte sig i arresten.

Det viste sig, at han havde forgrebet sig på adskillige andre patienter, og historien fyldte alle landets aviser.

Hvis der er nogen, der ikke lige husker omtalen, skyldes det nok, at dramaet udspillede sig i aviserne i 1880. I 1887 blev Anna Hude Danmarks første kvindelige historiker, hun fik i 1893 dr. phil.-graden i historie og vandt i øvrigt stor popularitet.

Men hun er mere eller mindre glemt, og som professor emerita i historie og antropolgi dr. phil. Birgitte Possing sagde i dagbladet Politiken forleden:

– Hvis historien om Anna Hude og andre kvinder havde fået en plads i historieundervisningen og var blevet en del af gængs skolelærdom, var historien om Sofie Linde ikke kommet så voldsomt bag på os. Så havde alle piger og drenge lært, hvad der kan ske i situationer, hvor sexglade mænd bruger deres magt.

Ja, for 140 år siden blev der altså lyttet til den krænkede kvinde. Skulle man på den baggrund ikke tro, at det siden kun var blevet stadig lettere for de ramte kvinder at få ørenlyd? Svaret er et beskæmmende: Nej.

Og spørgsmålet tilbagestår: Hvorfor gør de det, de omtalte mænd? Hvad i alverden driver dem?

Jeg hørte en podcast for nylig, hvor videnskabsjournalist Lone Frank talte med gynækolog Svend Lindenberg om mænd og hormoner, deriblandt naturligvis det mandlige kønshormon testosteron, og det blev for mig et vildt ridt ud over mandens jagtmarker, for jeg var ikke til fulde klar over, hvor potent og indgribende en cocktail, der er tale om.

Lone Frank indledte med følgende citat:

“En verden uden testosteron ville være et meget anderledes sted, et mere stille sted, langt færre voldelige konfrontationer, mindre konkurrence og kun ganske lidt sex. Der ville heller ikke være ret meget udvikling og fremskridt sådan et sted”.

Sagt af Joe Herbert (ja, en mand), professor emeritus ved Cambridge University.

Må man italesætte grundlæggende forskelle på de to majoritetskøn, mænd og kvinder? Man risikerer hurtigt at få ørerne i maskinen, forekommer det mig, men tager ikke desto mindre chancen, eftersom det ikke er muligt at omtale testosteron uden, og i øvrigt: Sofie Linde turde jo også godt.

At fakta kan fortolkes, vidner følgende replikskifte mellem Svend Lindenberg og Lone Frank i øvrigt om.

Førstnævnte fortæller om testosterons effekt på et menneskes udvikling fra fosterstadiet, og man bemærker, at han ophøjer det mandlige på bekostning af det kvindelige:

– Når testosteron ikke virker, så ender man som kvinde. Lidt populært sagt – men i disse tider skal man jo ikke sige det: Kan man ikke blive noget, kan man da blive en kvinde, hvis man mangler testosteronet.

Lone Frank slår dog hurtigt igen:

– Jeg vil sige det lidt omvendt, altså defaulten (standarden, red.), det, som naturen egentlig stræber efter, er det kvindelige – men så skal der lige dryppes lidt testosteron i, og så kan vi få nogle andre.

Touché!

Under alle omstændighederer er små drenge og piger forskellige på grund af kønshormonerne, og faktisk er drengene bagud i årevis. Frontallapperne hos unge mænd er således mindre udviklede helt op i deres 20’ere, hvilket gør en væsentlig forskel, for det er der, de højere kognitive funktioner som eksempelvis sprog, opmærksomhed og beslutningstagning hører hjemme.

Høje testosteronværdier kan også give aggressiv adfærd, og i øvrigt forklarer Lindenberg, at kvinder oftest kan håndtere flere ting på en gang til forskel fra mænd:

– Hvor mænd jo meget ofte kun kan klare én ting af gangen, (…) kan kvinder køre en a-, b- og c-løsning ved siden af hinanden. Det kan mænd ikke, det er den store forskel, og det er testosterondrevet. Det ved vi. Og vi ved fra kastrater, som blev kastreret i forhold til at kunne synge, at de fik en større empati.

Lone Frank fortæller om en podcast, “This american life”, hvor hun har hørt en transkønnet fortælle om sit møde med testosteron. Det var en person, der var født som kvinde, var lesbisk og ønskede kønsskifte til en mand, hvorfor hun tog det mandlige kønshormon:

– Hun fortalte, at da hun stadig var kvinde, ubehandlet af testosteron, og gik i byen, tænkte hun da vældig meget på kvinder og forestillede sig, når hun så nogen, hun gerne ville i lag med, forskellige ting, de skulle foretage sig sammen. Hun byggede hele romantiske historier op. Da hun så fik testosteron, var det, som om hun blev en fuldstændig anden. Hun sagde, at hun nærmest blev som et dyr. Hun kunne ikke se kvinder, uden at hun straks tænkte på … som hun sagde, det var rene pornoscener, der var ikke nogen romantiske historier tilbage, det var simpelthen bare slam-slam-slam, altså, pornobilleder, der meldte sig i hovedet på hende. Hun blev faktisk fuldstændig overvældet af det og følte sig som en helt anden person.

Med andre ord tegner der sig altså et billede af mænd, som over en bred kam lider af en speciel afart af tourettes syndrom. Det viser sig som bekendt ved ufrivillige bevægelser og lyde – som altså her, i testosteronudgaven, konsekvent går ud over kvinder.

Lindenberg fortæller:

– Vi har set nogle kvinder, som i gamle dage fik et gestagenpræparat som en slags p-pille, og de ville ikke af med det igen, selv om de fik dybe stemmer af det. De var helt vilde, fordi deres sexliv kom i en helt anden kategori, end de havde været vant til, og de ville ikke ud af behandlingen igen. Så det er rigtigt, testosteron driver sexlysten, også hos kvinder.

Lone Frank:

– Det er lidt interessant, når vi sidder i den her tid og taler om overgreb, grænseoverskridende adfærd og så videre. Vi må bare sige, at mænds seksualitet i gennemsnit er anderledes. Den er lidt mere rå.

Lindenberg:

– Jeg er ikke sexolog, men når man snakker med kvinder, hører sex og samleje meget sammen med en hel masse socialt. Det gælder også for mænd, men ved siden af det har de også et hurtigt fiks, som er meget styret af deres testosteron. Der er den forskel, og det skal – vil jeg godt sige – ikke undskylde noget som helst af, hvad der foregår, men det forklarer bare, at man skal være meget opmærksom i forhold til sin egen opførsel, og specielt som mand skal man tænke sig godt om.

Lone Frank konkluderer:

– Kultur og opdragelse er til for at holde den slags inden for de acceptable grænser.

Jo tak.

Tegning: Jørn Villumsen

 

 

Præsentationen er skribenten

Intuitivt mente han, det var noget vås, da han læste om et amerikansk forskningsprojekt, som viste, at testosteron slører mænds dømmekraft, fordi det får dem til at forlade sig på hurtige intuitioner, som ofte viser sig at være forkerte. Hvilket skulle skyldes, at testosteron øger selvtilliden, så man er mindre tilbøjelig til at tvivle på, at første indskydelse er korrekt.

Siden er han blevet klogere …