The Falcon Hotel i Sandvig. Foto: Jens-Erik Larsen

Kavalkade får underskudsgaranti

KULTUR

Det blev til en underskudsgaranti på 10.000 kroner, da regionskommunens musik- og teaterråd behandlede en ansøgning fra skuespiller Annethia Teresa Lilballe, som i marts lægger vejen forbi The Falcon Hotel i Sandvig med “Blixen Kavalkade”.

Annethia Teresa Lilballe havde søgt om et tilskud på 25.000 kroner til kavalkaden, som vil præsentere fem forskellige kulturarrangementer. Med afsæt i temaerne for de enkelte arrangementer vil hun optræde som Karen Blixen og gengive citater, anekdoter og fortællinger fra forfatterens liv. Kavalkaden gennemføres i et samarbejde med Falcon Hotel og lokale musikere samt Det Danske Filminstitut, forfatter Signe Wulff og filminstruktør Helle Solvang.

Alle arrangementer er åbne for alle. Der forventes gennemsnitlig 44 publikummer per arrangement.