– Vi undersøger, hvad det vil koste at forlænge DASK, så vi sikrer os, at vi gennemfører den plan, vi har for specialområdet, på en betryggende måde. Alle skal føle sig trygge i det her. Det er jo ikke en spareøvelse, men et ønske om at løfte hele specialområdet for børn og unge, siger udvalgsformand Morten Riis. Foto: Berit Hvassum

Udvalgsformand om lukningstruet specialtilbud: Vi undersøger, om DASK kan forlænges

Morten Riis (Ø), der er formand for børne- og skoleudvalget, fortæller til Bornholms Tidende, at dagbehandling- og skoletilbuddet DASK måske kan forlænges frem til august 2022.

UDDANNELSE

Morten Riis (EL), der er formand for børne- og skoleudvalget, fortæller til Bornholms Tidende, at dagbehandling- og skoletilbuddet DASK måske kan forlænges frem til august 2022.

– Udvalgsformændene har holdt møde om de ekstra 12 millioner, som regionskommunen har fået. Her snakkede vi om, at vi måske kan finde midler til at forlænge DASK et år yderligere, så tilbuddet eksisterer frem til august 2022, siger han.

Forlængelsen kan ifølge udvalgsformanden give mere tid til at få ordentligt styr på udformningen af den nye organisering af specialtilbud på skoleområdet.

– Vi undersøger, hvad det vil koste at forlænge DASK, så vi sikrer os, at vi gennemfører den plan, vi har for specialområdet, på en betryggende måde. Alle skal føle sig trygge i det her. Det er jo ikke en spareøvelse, men et ønske om at løfte hele specialområdet for børn og unge, siger han.

Nye indsatser

Center for Skole har udformet notatet “Inkluderende fællesskaber for alle børn”, som beskriver en plan for en ny organisering af kommunens specialtilbud for børn og unge.

Notatet har været i høring hos folkeskolernes bestyrelser, Handicaprådet og det fælles elevråd, og torsdag beslutter kommunalbestyrelsen, om den vil godkende den nye organisering, der blandt andet indebærer, at DASK lukker. Årsagen til den nye organisering kommer af et ønske om at inkludere fremfor at ekskludere børn med særlige behov, siger Morten Riis.

– Det er ikke fordi, der ikke skal være et tilbud til den her gruppe børn. Men det skal være i en ny ramme, fordi vi har en overbevisning om, at jo tættere specialtilbuddene er på almenområdet, jo bedre er det. Vi vil ikke ekskludere børn med særlige behov fra andre børn, siger han.

Alle skal være trygge

Anders Bech, der er far til en 14-årig dreng i DASK-klassen, udtrykker bekymring for den mulige lukning af DASK, og efterspørger en plan for, hvad man vil gøre med den målgruppe af elever, der hører til DASK.

Morten Riis fortæller, at den målgruppe også er tænkt ind i den nye organisering af specialtilbuddene.

– Center for Skole har lavet det her notat, hvor de midler, vi bruger på DASK, bruges til et behandlings- og skoletilbud på Heldagsskolen og et særligt tilbud for de elever, der diagnoser indenfor autismespektret, som skal køre på Paradisbakkeskolen i Nexø. Så der vil være tilbud til den målgruppe, men vi mangler at få det belyst yderligere. Derfor undersøger vi, om vi kan vente med lukningen af DASK, så vi ikke skynder noget, men får det gjort på en god måde, siger han.

Morten Riis undertstreger, at de børn, der visiteres til DASK i dag, også bliver indtænkt i den nye organisering af specialtilbud.

– Det er de allermest sårbare børn og unge, som går i DASK. Det tager vi selvfølgelig højde for, siger han.

 

 

Fakta om DASK

DASK hører under Ungdomsskolen og er et dagbehandlings- og skoletilbud, der er målrettet unge mellem 13 og 18 år, der ofte har en psykiatrisk diagnose.

Det er ofte diagnoser indenfor autismesoektrummet, angst, OCD, spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd og/eller ADD. Eleverne har typisk haft stort skolefravær eller har været uden undervisning længe.

Center for Børn og Unge visiterer til DASK, og det er den unges sagsbehandler, der indstiller til DASK. Det foregår efter folkeskolelovens paragraf 20 stk. 5. Der går nu fem elever i DASK-klassen, men der er plads til ni.

Eleverne i DASK-klassen får undervisning i dansk, engelsk og matematik. Derudover arbejder de med fag som life skills, feuerstein, styrke og motion og billedkunst. Eleverne bliver både undervist i grupper og individuelt efter behov.

Der er mulighed for, at eleverne kan tage 9. og 10. klasses afgangseksamen i dansk, engelsk og matematik.

DASK samarbejder med Ung På Vej, hvor eleverne kan deltage i undervisning i en større gruppe, når de er klar.

Kilde: ungbornholm.dk