Tegning: Jørn Villumsen

Klumme: Victor havde det værre

Der findes et ganske velkendt psykologisk fif, man kan gribe til, når verden går én imod, og skæbnen spænder ben for de højtravende aspirationer, man måtte være i besiddelse af.

Det kan hjælpe til at lette det fysiske og psykologiske pres, man føler sig underlagt.Det er dog næppe noget, læseren af denne klumme gør brug af, for jeg har på fornemmelsen, at hun er ren som sne, men ak, vi andre …

Ja, vi andre kommer i tanke om en eller anden, der har det værre end os selv, for så er det, som om det hele er lidt lettere at bære.

"Godt, det ikke er mig!". Tænker vi, og således løftede kan vi atter finde smilet frem og ryste den kummerlige følelse af os.

KLUMME

Der findes et ganske velkendt psykologisk fif, man kan gribe til, når verden går én imod, og skæbnen spænder ben for de højtravende aspirationer, man måtte være i besiddelse af.

Det kan hjælpe til at lette det fysiske og psykologiske pres, man føler sig underlagt.

Det er dog næppe noget, læseren af denne klumme gør brug af, for jeg har på fornemmelsen, at hun er ren som sne, men ak, vi andre …

Ja, vi andre kommer i tanke om en eller anden, der har det værre end os selv, for så er det, som om det hele er lidt lettere at bære.

Den naive
og fromme
har det godt

“Godt, det ikke er mig!”. Tænker vi, og således løftede kan vi atter finde smilet frem og ryste den kummerlige følelse af os.

Det har jeg haft stor glæde af i disse tider, hvor corona, som jeg for få måneder side selv udelukkende associerede med en mexicansk øl, har fået ny betydning. Faktisk føles det som år siden, men dengang: En håndfuld af dem, så var man ganske godt kørende, og huskede man at drikke dem med en båd af lime eller citron proppet ned i toppen af flasken, blev de kun endnu mere læskende.

Det forekommer mig, at der er noget med, at Carlsbergs ølkuske fik skørbug, da man på et tidspunkt fjernede ascorbinsyre fra øllet, fordi de ikke havde synderlig megen fast føde på den daglige menu, og jeg troede egentlig, at citron- og limebådene i flaskehalsen var en måde at adressere den problematik. Men så spidsfindigt er det vist næppe skruet sammen, for jeg læste senere, at det snarere handler om at holde fluerne fra flasken.

I dag ved vi også alle, at corona i form af Covid-19 er et virus, der som en omkalfatrende hvirvelvind i al hast er suset kloden rundt, har slået mennesker ihjel eller lagt dem syge, smadret nationaløkonomier og forhindret os alle sammen i at gå rundt og kramme og kysse på lemfældig manér.

Vi skal helst bare holde os hjemme, hvor vi spiser slik, drikker lidt for megen alkohol og spritter hænderne regelmæssigt af.

Det er virkelig ret så utåleligt, og det sortner for ens indre blik, hver gang man læser eksperter regne på, om det mon tager ét år (nej, umuligt, siger nogle af dem) eller fem år (ja, dét ville være hurtigt, siger andre af dem) at få fremstillet en brugbar vaccine.

Jeg havde flere år inden nedlukningen af Danmark købt et værk i to bind, som jeg ikke havde fået læst, men indså, at nu var tiden moden.

Og ganske som forudset fandt jeg hurtigt ud af, at den var god nok, Victor havde det værre. Rigtig meget værre – og faktisk så slemt, at det ville være decideret moralsk antasteligt at føle sin egen situation lindret ved at læse om hans.

Og hans hustru Evas, for den sags skyld.

Victor Klemperer var jøde og boede i Dresden, Tyskland, på det værst tænkelige tidspunkt i historien, og det var hans dagbøger fra perioden 1933, da Hitler kom til magten, og til 1945, da Anden Verdenskrig omsider sluttede, jeg havde erhvervet mig.

Engang i 1990’erne udkom disse dagbogsblade omsider i bogform med titlen “Jeg vil bære vidnesbyrd til det sidste”, i alt knap 1.164 sider.

De rummer en sært nøgtern beskrivelse af, hvad Victor, denne højintellektuelle litteraturvidenskabsmand og forfatter, gennemlever, men ikke desto mindre mærker man rædslen, også fordi vi, der læser ham, ved, hvad der er i vente, da hans dagbog begynder i 1933. Selv oplever han jo det hele forfra og aner ikke, at hans og de øvrige jøders situation vil blive successivt forværret dag for dag i de kommende 12 år.

At han og Eva overhovedet overlever de mange år i Dresden under det omnipresente og -potente naziregime forekommer nærmest mirakuløst, men skyldes formentlig ikke mindst, at hun var arier, hvilket gav dem visse, omend små lettelser i forhold til det stigende pres, de befandt sig under.

Hvor den jødiske population i byen udgjorde 4.675 i 1933, var den ved krigens slutning reduceret til blot 174, som da stod foran umiddelbar deportation.

Selv de allieredes forfærdende bombardement i løbet af et par dage midt i februar 1945, hvor 35.000 eller 100.000, ja, nogle mener op imod en halv million af byens indbyggere blev dræbt, overlevede de.

I begyndelsen af dagbøgerne bygger ægteparret faktisk drømmehuset i en forstad, og Victor har da også endnu sit job på universitetet, men snart begynder systemet stille og roligt at klemme luften ud af deres økonomi og deres liv i det hele taget.

Han mister jobbet, de mister bilen, som de elskede at køre små ture i på de nye autobahns, Hitler allerede i 1933 tog det første spadestik til, de mister huset og får i stedet et par værelser i et såkaldt “jødehus” inde i byen.

Den daglige kamp for at få noget at spise bliver stadig hårdere. Eva må konstant på gaden og rundt i byen for at købe eller tiltuske sig fødevarer, og Victor lever til tider stort set udelukkende af gamle kartofler. En lille kødration går til Eva og såmænd også deres kat, som de holder i live længst muligt.

Hele tiden møder de nye forordninger. Så må jøder ikke ditten, så må de ikke datten. Slut med at komme i parkerne, slut med at benytte biblioteker, slut med at benytte sporvognen, slut med at være på gaden efter et vist tidspunkt på dagen, børn råber jødesvin efter dem, den såkaldte jødestjerne bliver obligatorisk, pensionen beskæres.

Nazisterne indfører razziaer, hvor de bare går ind i de jødiske hjem, banker gamle koner, smadrer inventar, frarøver dem alt spiseligt.

Til forskel fra en virus’ hærgen ligger der vel at mærke en bevidst intention bag, det er rendyrket menneskelig ondskab, hvilket gør det hele endnu mere utåleligt.

De er nogle sataner, intet mindre, nazisterne.

Forsidefoto fra Gyldedals udgave af Victor Klemperers “Jeg vil bære vidnesbyrd til det sidste”.

Men ind imellem er der et lille lys i mørket. Eksempelvis en fremstrakt hånd fra en fremmed på gaden, som insisterer på at trykke jødens hånd med sin, hvilket sker med denne lavmælt fremsatte kommentar:

– De kan forvente mere af den slags i den kommende tid.

Der er tale om små lommer af modstand i befolkningen, hvor borgere risikerer eget liv og helbred for at vise imødekommenhed over for deres jødiske medborgere.

Eva og Victor mødes ofte med andre jøder og diskuterer deres egen situation, hvor det virker, som om de lidt på skift forsøger at holde humøret oppe hos hinanden. Zionismen er de ikke enige om, og Victor mener konsekvent, at den i sin grundtanke minder om nazismen. Selv insisterer han da også på at være tysker, også mens det jødiske samfund sikkert, men vist, siver mod koncentrationslejre, som ingen vender tilbage fra.

Dagligt lykkes det ham mentalt at skabe sig et uforstyrret rum, hvor han kan føle sig nærmest lykkelig, når han fortaber sig i intellektuelle sysler, for han nøjes langt fra med at føre dagbog, han skriver konstant på digre intellektuelle værker, men noterer samtidig, hvordan han bliver stadig mere fatalistisk. “Den naive og fromme har det godt”, noterer han, som i øvrigt selv er sekulariseret jøde og altså ikke troende.

Tanken om den lidt pinlige reaktion i forhold til livets tilskikkelser, hvor man finder ussel næring i, at det trods alt går andre endnu værre, er næppe Victor helt fremmed, og han noterer for eksempel, hvordan det skuffer ham, da en kollega ikke som han selv bliver fyret fra universitetet.

Og han noterer på et tidspunkt et besøg af en fru Haselbaerth, som møder op i sort, da hendes mand er faldet ved St. Quentin, 35 år gammel, hvorfor hun nu er enke med tre børn. Victor skriver:

“Hun bragte mig strømper, skjorte og underbukser. “De har brug for det, jeg kan ikke bruge det mere”. Vi tog imod tøjet. Medlidenhed? Meget stor, men iblandet det forfærdelige ”Hurra, vi lever!” (…) “.

Ja, hurra, vi er her endnu.

Nazisystemets paranoide vanvid illustrerer han med to angiveligt sande anekdoter:

En officer og en læsende dame i en togkupé, to kvinder kommer ind og begynder højlydt at skælde ud på regeringen, indtil omsider officeren siger, at de skal stoppe. Derpå fremviser de to kvinder deres Gestaposkilt og siger: “Det er slemt nok, at de har hørt på så længe uden at sige noget. Og damen overfor har slet ikke protesteret. I vil begge blive anmeldt”.

Den anden situation handler om en “stjernejøde”, som bliver fornærmet på gaden, og der opstår et lille opløb, hvor der er nogen, der tager jødens parti. Snart fremviser han sit Gestapomærke på indersiden af frakkeopslaget, og de, der tog parti for ham, bliver noteret.

Ikke sært, at Victor et sted afslutter en analyse af samfundet således: “Jødeproblemet er hagekorsslangens giftkirtel”.

At gå i biografen elskede ægteparret og gjorde det ofte, indtil de blev lukket ned, og da Victor på et tidspunkt kommer i spjældet i en uges tid for en mindre lovovertrædelse, genovervejer han, hvad glæden ved film og teater består i, da han ihukommer Addisons lære om, at nydelsen af et drama består i, at man oplever det forfærdelige og selv ved sig i sikkerhed:

“Jeg havde tidligere afvist det som en komisk plat miskendelse af katarsis, der jo netop består i den virkelige, identificerende medleven, nu fandt jeg, at manden ikke havde helt uret”, skriver han.

Nej, nu kunne det være rart med en distance til “det forfærdelige”, som i fængslet kun blev forstærket af, at han ikke havde mulighed for at dyrke sine intellektuelle sysler i form af læsning og skrivning.

Om lukningen af biograferne noterer han:

“Biografen betyder afkobling, eftertænksomhed og bitterhed vokser, hvor afkobling og samvær mangler”.

Dét kender vi også lidt til i disse måneder anno 2020.

Men Victor havde det værre.

 

Torben Østergaard Møller er journalist på Bornholms Tidende, idet han i slutningen af 2002 flyttede fra København og til Bornholm.

Han kan mærke bitterheden vil vokse, hvis han ikke snart kan komme i biografen.