Fotos: Jens-Erik Larsen og Henning Sigvardsen

Fra biograf til keramikbutik til privatbolig

Allerede i 1908 vistes de første film i Allinge. Det foregik i Forsamlingshuset “Hammershus” med en forestilling hver søndag i vinterhalvåret. Filmfremviseren var hånddrevet, og da der i 1928 kom elektricitet til Allinge, blev der trukket ledninger fra et smedeværksted til forsamlingshuset, så man kunne få en motor til at trække filmmaskinen. På et tidspunkt begyndte man også at vise film om fredagen, og der blev ansat folk til at spille til stumfilmene.

I 1933 kom tonefilmen til Allinge, og interessen for biografen blev efterhånden så stor, at man opførte en helt ny biograf med 250 pladser i Havnegade 32. Biografdirektør var Julius Kofoed og dennes søn Aage var inspektør. Biografen kom til at hedde Nordbornholms Kino, og åbningspremieren den 29. juni 1938 var filmen “Kongen Bød”. Allerede under krigen blev pladsantallet øget til 270 og senere til 280.

Aage Kofoed overtog den daglige ledelse i 1951 – han var også socialinspektør i Allinge-Gudhjem Kommune. At han også kunne klare biografdriften ved siden af, skyldtes blandt andet, at hans hustru deltog aktivt i biografdriften. Nordbornholms Kino fik installeret CinemaScope i 1958, og det blev indviet 2. juledag 1958 med Disney-filmen “Vestens Karavane” med Rod Cameron og John Ireland. Samtidig havde havde biografsalen også fået en modernisering.

Nordbornholms Kino lukkede i maj 1980. Omsætningen var faldet drastisk og biografen var ikke længere rentabel. Bygningen blev solgt til Sammenslutningen af Danske Keramikere, og den gamle biografsal blev lavet om til udstillingslokale og butik, og i 1998 overtog et ejendomsfirma den gamle biograf i Allinge. I dag er biografen privat beboelse og er under renovering.

Arkitekten, som har tegnet bygningen, hedder Paul Tybjerg.

Billedet af Kampeløkkens Keramikudsalg er taget af fotograf Henning Sigvardsen. Det nye foto af den gamle biograf som privatbolig er taget af Jens Erik Larsen.

Kilde: Biografmuseet.dk