Bornholms Kunstmuseum. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Kulturinstitutioner kan genåbne straks

Kulturinstitutioner som museer, teatre, biografer og zoologiske haver får lov til at genåbne straks, efter at Folketingets partier sent onsdag aften fik forhandlet en aftale på plads om en udvidelse af den såkaldte fase 2 i genåbningen af Danmark her i coronakrisen.

Aftalen er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet) samt Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet.

Regeringen vil i forbindelse
med overgangen til fase 3,
hvor det er aftalt,
at forsamlingsforbuddet
hæves til 30-50,
fremlægge en
sundhedsmæssigt
forsvarlig plan.
Statsministeriet

Her følger den teksten om aftalen, som Statsministeriets har lagt på sin hjemmeside:

Partierne er i forlængelse af “Aftale om plan for genåbning af Danmark” enige om, at fase 2, jf. “Aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning”, pr. 27 maj 2020 udvides med følgende:

Kultur og aktiviteter
• Eksempelvis museer, teatre, kunsthaller, biografer, akvarier – kan åbne straks.
• Øvrige zoologiske haver, botaniske anlæg med videre – kan åbne straks.
• Udendørs forlystelsesparker.
• Sommeraktiviteter for børn og unge.

• Fuld åbning af offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse.
• Voksenuddannelse, herunder målrettet ledige (for eksempel AMU) og sprogcentre.
• Højskoler med videre.
• Fuld åbning af DR og TV 2.
• Ungdomsuddannelserne (for eksempel gymnasier, EUD med videre).
• Videregående uddannelser kan afvikle mundtlige eksamener fysisk samt undervisningsaktiviteter, der kræver fysisk fremmøde.
• Foreningsliv – aftenskoler, musik- og kulturskoler (med restriktioner blandt andet i forhold til korsang med videre), spejdere og lignende.

Regionale forskelle

Som det fremgår af Aftale om plan for genåbning af Danmark, er partierne enige om:

at da der pt. er store regionale forskelle på udbredelsen af Covid-19-smitte, kan den fysiske tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Partierne er enige om, at retningslinjerne for besøgs- og aktivitetsrestriktioner på for eksempel plejehjem, hospice, psykiatri, bosteder, beskyttet beskæftigelse, kriminalforsorgens institutioner med videre afvikles eller tilrettes, i det omfang det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det aftales nærmere i relevante sektorpartnerskaber på baggrund af retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

Dette indebærer, at alt, der tidligere har været lukket, kan åbne under sundhedsmæssigt forsvarlige retningslinjer, bortset fra følgende:

• Indendørs idræts- og foreningsliv, som ikke allerede er omfattet af åbning samt indendørs sports- og fritidsfaciliteter med videre. Partierne er enige om, at disse aktiviteter gennemgås af sundhedsmyndighederne med henblik på, at partierne forud for og i forbindelse med overgangen til fase 3, aftaler en samlet genåbningsplan for disse aktiviteter.
• Diskoteker, spillesteder og natteliv (fase 4).
• Videregående uddannelser, som ikke allerede er åbnet (fase 4)

Der vil gælde retningslinjer vedrørende afstand, hygiejne med videre for alle de virksomheder, organisationer med videre, der er åbnet, og for de, som nu genåbner. Rammerne tilrettelægges i sektorpartnerskaberne blandt andet på baggrund af retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Retningslinjerne er dynamiske og tilpasses løbende situationen.

Forsamlingsforbud hæves 

Partierne noterer sig i den forbindelse, at der er en række særskilte sundhedsfaglige problematikker, der knytter sig til forlystelsesparker. Det betyder, at der inden åbning af forlystelserne, skal ske en sundhedsfaglig vurdering af, under hvilke nærmere vilkår disse kan åbnes sundhedsmæssigt forsvarligt, i lyset af de seneste kvalitative vurderinger fra Statens Serum Instituts (SSI) ekspertgruppe.

Partierne er enige om gradvist at lempe forsamlingsforbuddet hen over sommeren. Regeringen vil i forbindelse med overgangen til fase 3, hvor det er aftalt, at forsamlingsforbuddet hæves til 30-50, fremlægge en sundhedsmæssigt forsvarlig plan, der indeholder en udmelding om anbefalinger til bryllupsfester, konfirmationsfester mv. Planen vil indeholde en forventet gradvis lempelse af forsamlingsforbuddet – som for eksempel kan være selektiv for visse arrangementer med videre – henholdsvis den 8. juli og den 8. august.

Som det fremgår af “Aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning”, har partierne noteret sig, at regeringen aktuelt er i dialog med nabolandene og vil tage stilling til den midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger. Partierne noterer sig i den forbindelse, at regeringen fremlægger en plan for kontrolleret og gradvis genåbning af sommerturismen, der er sundhedsmæssig forsvarlig, og som giver turistbranchen klarhed. Regeringen melder ud herom senest den 29. maj 2020.

Partierne noterer sig endvidere, at regeringen har besluttet en udvidelse af listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse i Danmark gældende fra mandag den 25. maj 2020.

Udvidelsen vil gælde for personer med fast ophold i de nordiske lande og Tyskland, der kan indrejse for en række formål, herunder sommerhusejere, kærester, forlovede, bedsteforældre med videre. Endvidere åbnes for en sundhedsmæssigt forsvarlig genoptagelse af erhvervsrejser til og fra Danmark i henhold til retningslinjerne fra sektorpartnerskabet.

Partierne noterer sig, at SSI løbende overvåger udviklingen i epidemien. SSI’s løbende monitorering offentliggøres.

Partierne noterer sig, at såfremt epidemien blusser op, kan regeringen fravige den samlede plan, herunder med nødvendige restriktioner med videre.