Rønne Havn set fra oven. Foto: Rønne Havn

Winni Grosbøll tror på hurtig effekt: Vi bliver pludselig hevet op i en helt anden liga

Ikke overraskende er borgmesterens umiddelbare reaktion på regeringens udspil til en klimahandlingsplan, der specifikt nævner Bornholm som en af to energiøer, ganske positiv.

– Det er fantastisk godt nyt for Bornholm – og for Danmark. Særligt for Bornholm er det godt nyt, at man har taget det projekt, som Ørsted har fremlagt, og som vi også har gjort en hel del for at transmittere inde på Christiansborg, med i sit oplæg, siger Winni Grosbøll (S) til Bornholms Tidende.

– Det er godt, fordi det er en kæmpe anlægsinvestering, der vil generere rigtig mange job. Men også fordi det er med til at hæve os op i en anden liga som energi-ø. Selv om vi lige har fået en stor pris som energiø og i forvejen har ret meget opmærksomhed, så er det bare en helt anden skala, vi pludselig kommer op i nu. Og jeg har det godt med, at vi her i Østersøen har et projekt, som kan være en trædesten for det store ude i Nordsøen, siger borgmesteren.

Hun fortæller, at det er hendes opfattelse, at det hurtigere vil blive muligt at realisere visionerne på Bornholm.

– Det, der er forskellen på de to projekter, er, at du i Østersøen opfører en stor vindmøllepark og laver en kobling ind til øen (Bornholm, red.), hvor du laver et anlæg, der skal til at omdanne jævnstrøm til vekselstrøm og sende den videre ud i systemet – til Danmark og på sigt også til Sverige og Polen. Den i Nordsøen er lidt længere ude i horisonten, da den indeholder noget teknologi, som i dag er sværere, fordi man vil lægge hele denne industri ude på en kunstig ø. Som jeg får fortalt, er det lidt længere ude i pipeline, siger Winni Grosbøll.

Forventer hurtigt afkast

I regeringens udspil står der dog ikke noget om prioriteringen. Både i Nordsøen og Østersøen er 2030 angivet som årstallet, hvor nye havvindmølleparker med en kapacitet på 2 GW og nye forbindelser til flere lande skal være i drift.

Regeringen har udset 2030 som årstallet, hvor Bornholm senest skal være energiø med 2 GW havvindmølleparker i Østersøen og nye kabelforbindelse til Sjælland og Polen. Borgmesteren er tilfreds med tidshorisonten.

– Det, synes jeg, lyder realistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det kunne gøres hurtigere, men det ligger godt i tråd med tankerne fra Ørsted. Det er jo så store anlæg, og de tager nogle år at bygge, så alene det at få det besluttet, projekteret og komme i gang vil tage tid, siger Winni Grosbøll, der forventer, at lokalsamfundet inden for få år vil kunne mærke effekterne af de store visioner.

– Selv om det er langt ude i fremtiden, er det en tidshorisont, som kommer til at give afkast på Bornholm relativt hurtigt, vurderer hun.

Regeringens vision er, at Danmark på verdensplan skal være først med at opføre energi-øer og være blandt frontløberne inden for udviklingen af power-to-x-teknologi, som gør, at strømmen på blæsende dage kan lagres og anvendes til at producere brint og ikke-fossile brændstoffer.

 

Banebrydende på verdensplan

Winni Grosbøll håber, at Bornholm kan blive et af de steder, hvor udviklingen af denne teknologi er længst fremme i 2020’erne.

– Allerede i den tidlige fase kommer det til at skabe forandringer på Bornholm, for det her er morgendagens teknologi. Power-to-x er teknologien, som man håber bliver fremtidens måde at forsyne brændstof- og flyindustrien. Det er klart, at når man bliver skrevet ind i et projekt, der skal være banebrydende på verdensplan, kommer der til at være en masse opmærksomhed omkring Bornholm. Så er det, vi pludselig bliver hevet op i en hel anden liga. Og den effekt kommer relativt hurtigt, tror jeg.

Hun minder om, at regeringens udspil først skal vedtages af folketinget, men hun er optimistisk, hvad angår muligheden for, at hendes eget parti kan finde et flertal. Et vigtigt argument for at prioritere Østersøen er nærheden til København og Øresundsregionen i det hele taget.

– Det er et projekt, som udnytter, at man kan lave en havvindmøllepark klos op ad Danmarks hovedstad, og hvor der bor rigtig mange mennesker, der forbruger energi, siger Winni Grosbøll.

Borgmester Winni Grosbøll (S). Arkivfoto: Allan Rieck