Svaneke Bryghus markerer jubilæum med ny øl og donation til Sorte Muld

Svaneke Bryghus markerede onsdag formiddag sit 20 års jubilæum. Det foregik på jernalderbopladsen Sorte Muld udenfor Svaneke, der er i høj international klasse, blandt andet i kraft af stedets nu cirka 2.800 fundne guldgubber.

Bryggeriet markerer de 20 år med jubilæumsøllen Sorte Muld – og med at donere to kroner pr. liter, i alt 10.000 kroner, til det fortsatte arbejde med at grave Sorte Muld ud.

– Når vi står på Sorte Muld i dag, er det fordi vi gerne give noget tilbage til Svaneke og resten af Bornholm, der har støttet os gennem alle de 20 år, sagde bryggeriets bestyrelsesformand Daniel Barslund.

– Sorte Muld var et sted af stor betydning i jernalderen. Her blev markerne dyrket, og der blev handlet, og der er nok også blevet drukket godt øl her.

Guldgubberne fra Sorte Muld har inspireret jubilæumsøllens etiket, der viser en guldgubbeagtig figur med et bæger.

– Jeg har fået at vide, at der er fundet omkring 2.800 guldgubber her mod kun omkring 200 i hele resten af Europa. Så også her er vi en total højdespringer, sagde Daniel Barslund.

Bryghuset startede i Tyskland

Svaneke Bryghus sælger i dag øl i hele landet og eksporterer desuden til adskillige lande. Det startede beskedent, men er hele tiden vokset.

– Jeg er utrolig stolt over at stå her i dag efter 20 år med Svaneke Bryghus. Det har været en lang rejse i en branche med utrolig hård konkurrence. Det er en præstation i sig selv, at vi har et bryggeri i Svaneke, for vi har rigtig mange dygtige konkurrenter ude i markedet, sagde Daniel Barslund.

Bryggeriet startede med inspiration fra et restaurationsbryggeri i Tyskland.

– Den idé blev overført til en by med 1.100 indbyggere, så det var jo dømt til succes, må man sige. Men Bryghuset er blevet et sted, hvor man skal hen, når man er i Svaneke. Mange medarbejdere har også været med hele vejen fra restaurationsbryggeriet til det bryggeri, som vi har i dag. De har været med på hele rejsen med økologi og grøn omstilling, sagde han.

Øllet er som i jernalderen

Brygmester Jan Paul fortalte, at Sorte Muld-øllen har været præcis et år undervejs.

– For et år siden var vi heroppe for at se udgravningen. Der var en masse arkæologer, der tonsede rundt. Der blev ideen født, sagde han.

– Vi gik i tænkeboks omkring, hvordan vi kunne bruge Sorte Muld og historien i jubilæumsøllen. Først tænkte vi på at bruge det lokale kildevæld, men det gik ikke, for vandet er ikke økologisk.

– I stedet talte vi med arkæologerne om, hvad der har været brugt for at fremstille øl i jernalderen. De har brugt en mørk malt, for det har været den eneste, som de har kunnet fremstille. De har også brugt kamilleblomst og perikon, og så antager vi, at de også har brugt mynte, som jeg også før har haft gode erfaringer med, sagde Jan Paul.

– I alt giver øllen et helhedsindtryk af det, som vi mener, at man kunne finde i øl, hvis man går 1300-1400 år tilbage i tiden. Det er blevet en øl, der minder om store tider.