Gerhard Andersen, storkredsformand for Stram Kurs Bornholm på Store Torv, Rønne. Foto: Torben Østergaard Møller

Happening: Stram Kurs holdt “Tegn Muhammed-dag” på torvet

– Rasmus Paludan kommer ikke, siger en knægt til nogle kammerater og kigger hen mod en lille forsamling ved den Jun-Ichi Inoues store skulptur på Store Torv i Rønne.

Det er en håndfuld folk fra den lokale afdeling af Stram Kurs, der er mødt op i anledning af, at partiet, som har den notoriske Rasmus Paludan som leder, holder international Tegn Muhammed-dag her onsdag den 20. maj.

Der er tale om en landsdækkende event i samtlige af Danmarks folketingsstorkredse, kan man læse på partiets facebookside, hvor det også forklares, at “lige siden Jyllands-Postens Muhammedtegninger har meget få mennesker turdet tegne Muhammed. Dette viser sig desværre også i Danmark, hvor islamiseringen er i fuld gang. Den islamisering vil Stram Kurs gerne stoppe”.

Vi er jo ikke racister,
vi går slet ikke op i race.
Gerhard Andersen,
storkredsformand for
Stram Kurs Bornholm

Da Bornholms Tidende når hen til det lille arrangement, tager Gerhard Andersen smilende imod med fremstrakt hånd.

Undskyld, men sådan gør vi jo ikke for tiden!

– Nå nej, for helvede, siger han til avisen udsendte.

– Det må du undskylde! Det er bare, når man møder folk, man ikke kender, er jeg vant til at gøre sådan.

Alt forladt.

I stedet hilser vi med albuen.

Gerhard Andersen er storkredsformand for Stram Kurs Bornholm og var sidste år ved valget folketingskandidat for partiet.

Hvad laver I her i dag?

– Vi afholder Stram Kurs’ internationale Tegn Muhammed-dag, og det gør vi for at hylde ytringsfriheden, for den er total. Og hvis man havde lyst til at tegne et billede af Jesus må man gerne det, og der var aldrig nogen, der ville krumme et hår på ens hoved på grund af det. Og sådan mener vi, at det også skal være, hvis man har lyst til at tegne Muhammed. Men der er nogle eksplicitte regler i Koranen, som gør, at det må man ikke. Men det er ikke religiøse doktriner, der gælder i Danmark, det er danske love.

(H)vide rammer

– Og, ikke for at sige noget, men der er rigtig mange muslimer i Danmark, der synes, at det er meget forkert, og at man skal overfaldes voldeligt eller slås ihjel, hvis man tegner profeten Muhammed. Og så længe, der er mennesker med den holdning i Danmark, er det vigtigt, at vi bliver ved med at vise dem, hvor vide vores ytringsfrihedsgrænser er, og at ytringsfriheden er total og 100 procent. Derfor laver vi den her happening i dag i 10 byer fordelt over hele Danmark.

Og når du siger “vide rammer”, er det uden “h” – altså ikke “hvide rammer”, ikke sandt?

– Jo, det er rigtigt. Vi er jo ikke racister, vi går slet ikke op i race. Hvis du går ind i Stram Kurs’ partipolitik, så vil du opdage, at vores holdning er, at der kun findes én menneskerace, som har forskellige farver alt efter, hvor man kommer fra i verden. Men kun én race, og derfor er racisme ifølge min mening et fjollet begreb, for der findes både gode og dårlige kaukasisk farvede mennesker som du og og jeg, der findes gode og dårlige brune mennesker og gode og dårlige sorte mennesker. Det samme med gule og røde, og hvad der ellers findes. Det afgørende er adfærd, ikke race eller tilhørsforhold til det ene eller andet eller tredje eller fjerde.

– Det drejer sig udelukkende om adfærd, men der ligger en voldelig adfærd implicit i islam, og derfor er det fra den kant, vi oplever de største problemer, siger Gerhard Andersen.

Og du er ytringsfrihedsfundamentalist, kan man sige det sådan?

– Nej! Jeg er ikke fundamentalist. For det ville kræve, at vores love i Danmark er fundamentalistiske, og det betegner jeg dem ikke som.

Men du giver ikke køb på ytringsfriheden?

– Nej, for hvis vi gør det, hvad sker der så i fremtiden? Hvis vi giver dem en millimeter nu med ni procent ikke-vestlige indvandrere i Danmark, hvad så, når de bliver 18 procent? Så bliver den tøddel større, og når de bliver 36 procent bliver den igen dobbelt så stor. Sådan fortsætter det.

Jesustegning

Kan du huske, da centrumdemokraten Arne Melchior var trafikminister i 1980’erne, og der var ballede, fordi en kunstner havde tegnet Jesus med erigeret lem på en mur i Birkerød?

– Nåja, det var Jens Jørgen Thorsen.

Præcis! Det skabte vældig ballade.

– Ja, men der var ingen, der ville slå nogen ihjel. Det er rigtigt, der var et ramaskrig, men det var et moralsk ramaskrig. Hvis jeg nu – og det kommer ikke til at ske – satte mig her og brændte en Bibel – og det er ingen hemmelighed, at der er blevet brændt mange koraner af i Stram Kurs-regi – så ville folk gå forbi og sige, hvad laver du? Jeg brænder en Bibel af. Nå, det må du selv om – og så ville folk gå videre og passe deres dagligdag. Men brændte jeg en Koran af, er det det samme som at tegne Muhammed, og så er der nogen, der fysisk vil overfalde mig og forbryde sig mod Straffelovens paragraf 266 b, som er ytringsfrihedsparagraffen, og det er dér, vi har et problem.

Ifølge Gerhard Andersen fik Stram Kurs ved folketingsvalget sidste år 63.537 stemmer og på Bornholm 481.

– 155 personligt på mig, siger han.

Antallet af medlemmer på Bornholm mener han ligger i trediverne, men han er dog ikke sikker.

På en af plakaterne her ved happeningen er der en liste på 20 personer med muslimskklingende navne, som partiet mener skal smides ud af Danmark – og gerne med faldskærm, hvis det er nødvendigt.

– De har intet at gøre her. De er her for at stjæle penge, frihed og velfærd, siger han.

– Og ham, du ser dér på plakaten, lederen af Loyal to Familias, Shuaib Khan, er jo også allerede dømt til udsmidning, og under Stram Kurs ville sådan en dom straks blive effektueret.

Bliver det her en tilbagevendende begivenhed?

– Jeg vil tro, det kommer tilbage næste år, men jeg ved ikke, om det bliver på samme dag, siger Gerhard Andersen.

Happeningen sluttede klokken 17.

 

Foto: Torben Østergaard Møller

Tegn Muhammed-dagen

Den foregik 10 steder rundt i landet:
Alle 10 steder vil partiets medlemmer og fremmødte borgere få mulighed for at tegne Muhammed, oplyser Stram Kurs på Facebook og fortsætter:
Eventet foregår på forskellige tidspunkter i de enkelte storkredse.

• Nordjyllands Storkreds.
• Vestjyllands Storkreds.
• Østjyllands Storkreds.
• Sydjyllands Storkreds.
• Fyns Storkreds.
• Sjællands Storkreds.
• Københavns Omegns Storkreds.
• Nordsjællands Storkreds.
• Københavns Storkreds.
• Bornholms Storkreds.

Partiet oplyser, at der vil være politi til stede under hele eventet, så alle kan føle sig trygge. Partileder Rasmus Paludan ville også deltage flere steder i landet.