Tilbage til efterskolen: Det er en ekstra familie

Foran døren til terminalen på Rønne Havn står en række lærere fra Bornholms Efterskole med flag. Både af den rødhvide og den rødgrønne slags. Drypvist kommer eleverne ud af døren med rullekufferter og store smil. Lærerne flager, hilser højlydt og rækker fødder og albuer frem til coronavenlige hilsner.

Efterskolens bus holder klar til at transportere alle elevernes bagage op til skolen. 15-årige Trille Olivia Danielsen hilser på sin lærer Bjarne Holm, som hjælper med at bugsere hendes kuffert i den påspændte trailer.

– Det er virkelig en lettelse at kunne komme tilbage til efterskolen. Alle har været bange for, hvad der skulle ske, og om vi kunne komme tilbage. Så det er så fedt, siger Trille Olivia Danielsen.

Sammen med veninderne Clara Grønborg Larsen og Mischa Danielle Hansen begynder hun at gå op gennem byen mod skoven og den skole, hun forlod for to måneder siden, da coronakrisen brød ud.

– I starten tænkte jeg bare, at vi skulle være hjemme i 14 dage. Men så blev det forlænget, og det har virkelig været hårdt. Efter noget tid på efterskolen følte jeg, at jeg var flyttet hjemmefra. Og så skulle jeg pludselig flytte hjem til min mor igen. Det har været lidt svært, for jeg er blevet vant til at klare ting selv. Hver gang vi havde online-undervisning sad jeg og håbede, at der kom en besked om, hvornår vi kunne komme tilbage, fortæller Trille Olivia Danielsen.

Gensynsglæde – her med en reglementeret coronahilsen. Foto: Berit Hvassum

Som en familie

Alle tre piger har savnet skolen og især lærerne og eleverne.

– Det er jo en ekstra familie, man får skabt sig her. Så det at være væk føles som at være væk fra sin familie. Det har været hårdt, også når man ikke vidste, hvornår vi kunne komme tilbage, siger Trille Olivia Danielsen.

Clara Grønborg Larsen og Mischa Danielle Hansen stemmer i. De har alle tre haft nogle problemer, der har gjort, at efterskole var deres sidste mulighed for at passe deres skolegang. Derfor har det også været ekstra hårdt at skulle væk fra skolen, som var blevet deres base, og de lærere, som er de første voksne i deres liv, der behandler dem som børn og ikke blot et arbejde.

– Det var fedt at se lærerne stå der med flag og tage imod os. Det betyder, at de virkelig har savnet os. Det er det gode ved Bornholms Efterskole. Det er en lille skole, hvor alle kender alle, siger Clara Grønborg Larsen.

– Ja, vi har et rigtig tæt sammenhold her. Det er så personligt og hyggeligt, fortæller Mischa Danielle Hansen.

– Jeg føler, lærerne ser os som deres egne børn nærmest. Man kan altid komme til dem, og de tænker os ikke bare som et arbejde, som de har fri fra, når klokken bliver 15, siger Trille Olivia Danielsen.

Nye regler

Selvom pigerne glæder sig til at komme tilbage, er de også klar over, at det er en anden hverdag, de får. Bornholms Efterskole har på forhånd sendt en besked ud til alle elever og deres forældre om, hvordan det skal foregå, når de kommer tilbage. Som noget nyt inddeler de eleverne i familiegrupper på højest otte personer. Grupperne skal spise sammen ved samme bord, og i familiegruppen må man gerne være tættere på hinanden end afstandsreglen på en meter.

– Det er lidt underligt med de her grupper. Det er jeg lidt spændt på, for jeg bor alene på mit værelse, og hvis jeg så kommer i gruppe med nogen, jeg ikke snakker så meget med, må jeg så ikke gå ind til andre, som jeg snakker godt med? Det ville være lidt svært, siger Mischa Danielle Hansen.

Trille Olivia Danielsen er enig, men beroliger veninderne.

– Der er meget, der er nyt, men imorgen har vi sikkert allerede vænnet os til det. Jeg har det sådan, at det er lige meget, hvad vi kommer tilbage til, bare vi kommer tilbage, siger Trille Olivia Danielsen.

Pigerne drejer ned af vejen til efterskolen. Sidst de gik her, var der ingen blade på træerne. Nu er alt sprunget ud, og foran dem venter resten af deres efterskoleår. På gårdspladsen bliver de modtaget af lærerne, skolens forstander og Janne Lærkedahl, der er afdelingsleder. Hun begynder at råbe elevernes navne op og fordeler dem i deres nye familiegrupper.

– Kig godt på de mennesker, I står sammen med nu. Det er dem, I skal dele alt med resten af livet, var jeg lige ved at sige. Nej, men det er dem, I skal dele alt med frem til sommer, siger hun.

Eleverne skal alle have et armbånd med en farve for hver familiegruppe, så de og lærerne kan hjælpe hinanden med at overholde afstandskravet.

…og nogle gange skal der bare en krammer til. Foto: Berit Hvassum

Mere rengøring

Janne Lærkedahl er glad for at have sine elever tilbage og er spændt på den nye hverdag.

– Det er skønt at have dem tilbage. Altså der er lidt tumult lige nu med at få alle ind, men det er skønt. Nu har vi gået her på en tom skole i mange uger. Vi har haft hjemmeundervisning og gået og sat skolen i stand, men det har været trist, at der ikke var elever på gangene. Jeg har glædet mig mest til at se dem, så det er svært ikke lige at kramme dem, siger hun.

Nu venter der en ny hverdag for både lærere og elever på Bornholms Efterskole. Resten af dagen skal gå med oprydning og rengøring på værelserne, som eleverne efterlod for to måneder siden. Fremover kommer rengøring og hygiejne til at betyde en del på skolen.

– Vi kommer til at bruge meget tid på rengøring. Det bliver lidt en kamp, men jeg tror, mange af eleverne har forstået, at der er visse ting, der bare skal gøres nu. Vi vil meget nødig have et udbrud af corona her, for så er vi nødt til at lukke ned igen, siger Janne Lærkedahl.

Efter fællesbeskederne begynder eleverne at smutte indenfor. Efter kort tid begynder musikken at spille fra et af værelserne. Bornholms Efterskole er officielt genåbnet, og eleverne kan nu få undervisning i de vante rammer igen.

Gåtur mod efterskolen – med selskab af journalisten fra Bornholms Tidende. Foto: Berit Hvassum