Rønne Bibliotek holder åbent igen, men i en reduceret udgave. Derfor har biblioteket lanceret ordninger, hvor nogle brugere kan få leveret bøger ud af huset. Foto: Jacob Jepsen

Bibliotekernes nye tilbud hitter

Nød lærer ikke kun nøgen kvinde at spinde, men også bibliotekarer at udtænke nye tilbud, som brugerne kan benytte, hvis de ikke har mulighed for at benytte de traditionelle tilbud, selvom bibliotekerne så småt er begyndt at åbne igen.

Mandag genåbnede Rønne Bibliotek som det første af øens folkebiblioteker, men ikke i den udgave folk kendte, inden corona satte sit præg på verden.

– Hvis man kigger ind i børnebiblioteket, så vil man se, at der er meget, meget tomt. Vi har fjernet alle stolene, og vi har fjernet alt legetøjet, og det betyder, at ungerne faktisk ikke har ret meget at komme her efter, siger chef for Bornholms Folkebiblioteker, Jon Madsen.

Hent eller få bragt

For børnene er biblioteket lige så meget en legeplads som en læreplads, og når det ene er faldet væk, har børnebøgerne fået deres naturlige plads ude i hjemmene. Derfor har bibliotekerne lanceret et nyt tilbud, hvor børnefamilier enten kan hente eller få bragt en pose med bøger.

– Det tilbud blev en sællert, lige så snart vi lagde det på hjemmesiden. Vi har allerede de første 25 bestillinger, som vi gør klar og leverer. Den klargøring er så, at enten kommer der en og henter poserne her, eller også kører vi ud med dem. Det er et tilbud til alle familier på hele øen, siger Jon Madsen.

Ganske populært

Et lignende tilbud har bibliotekerne til brugere, som tilhører de grupper, for hvem corona er særlig farligt, deriblandt ældre. Når de bliver opfordret til at holde sig derhjemme, vil de nok også være tilbøjelige til ikke at gå på biblioteket.

– Så er devisen, at når de ikke kan komme til biblioteket, så kan biblioteket komme til dem. Derfor har de nu fået mulighed for at ringe ind til os eller sende en mail og bede om at få leveret en pose med bøger, og det er ved at være ganske populært, siger Jon Madsen.