Lidt god musik og en svingom som her ved Handicap Musik Festival i Kyllingemoderen er altid godt. Det sidste må blive en gang ude i en forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid. Arkivfoto: Berit Hvassum

Vendepunkt for Vennepunktet

SAMVÆR

Kulturhuset Vennepunktet i Østergade, Rønne, er det eneste sted på Bornholm, hvor voksne udviklingshæmmede har et fælles mødested med ligesindede.

Vel at mærke, når det holder åbent, hvilket ikke har været uproblematisk i de senere måneder.

Men nu er der lys forude, for stedet er i denne uge begyndt langsomt at åbne for spisning midt på dagen for få inviterede borgere.

– Hvor vi tager hensyn til, at der højst må være 10 personer inklusive personale. Det samme vil vi gøre snart med enkelte udendørs aktiviteter for få inviterede borgere, forklarer Lene Koefoed, som er kulturhuskoordinator.

– Vi tager hensyn til dem, som har størst behov for noget social kontakt, altså dem, som for eksempel endnu ikke er startet på arbejde igen, for en del af vores brugere har jo fleks- og skånejobs.

Normalt er der slet ikke spisning om dagen, men om aftenen, hvor der – afhængigt af, om der også er en eller anden form for aktivitet – gerne er mellem 12 og 20 til spisning.

– Men lige nu kan vi kun have seks til spisning midt på dagen, som vi indbyder specielt, for der skal jo også være plads til personale, og vi må kun være 10 forsamlet, siger Lene Koefoed.

Hvordan har den her situation med coronakrisen generelt påvirket brugerne, når I ikke har kunnet følge den vante rutine og holde åbent, som I plejer?

– Jeg tror, det har været meget svingende. Jeg har heller ikke selv været der, men har mødt nogle af brugerne i bybilledet, og jeg kan se, at nogle af dem har fundet sammen og på den måde haft noget socialt samvær. Og så er der også nogle, der ligesom os andre har fundet ud af, at rydde op derhjemme og den slags. Så nogle har taget det fint og betragtet det som et lille afbræk fra hverdagen, mens andre slet ikke kan forstå alt det her med at holde afstand, og at man skal afsprittes og så videre. De er jo vant til, at man kan kramme.

Hvor stor er jeres bruttogruppe af brugere?

– Hvis vi kun taler om kulturhusdelen, for der er jo også støttegruppen, som jeg ikke er en del af, så har vi nogle gange fester med spisning og bal, og der kan vi godt være helt op til både 50 og 90 mennesker. Men de arrangementer har vi jo slet ikke kunnet holde, og vi ved heller ikke, hvornår vi kan igen. Vi havde også planlagt en modeopvisning her i foråret, som vi udsatte til juni, men som vi nok kommer til at aflyse. Det er brugerne ,der selv er modeller i genbrugstøj, som Røde Kors leverer, men der skal jo være publikum til sådan noget, hvis det skal give mening, så det er tvivlsomt, om vi kan afvikle det, siger Lene Koefoed.

Udendørs koncerter

Til gengæld kan hun fortælle om et nyt tiltag, som Vennepunktet har stået for siden marts: Koncerter ude på Bornholms fem bosteder.

– For når brugerne ikke kan komme ind til os, må vi komme til dem, siger kulturhuskoordinatoren.

– Og denne har vi weekend koncert nummer 26. Vi forsøger så vidt muligt at give hver af bostederne en koncert om ugen. Det er udendørs og med stor afstand, men det har været en stor oplevelse, og koncerterne har skabt en utrolig glæde. Forleden på Stenbanen i Rønne var der en fra personalet, der kaldte det et dejligt åndehul med musik, hvor man bare kan sidde og synge med. Så de koncerter vil vi indtil videre fortsat arrangere.

– De har også medført, at der er mange, der har fået en oplevelse, som de ikke kan få normalt, fordi de simpelthen ikke rent fysisk kan komme ind i kulturhuset, måske fordi der er for trætte om aftenen, eller fordi der ikke er personale, som kan tage med. Så på den måde har det været en god ting, siger Lene Koefoed.

– Men vi må hele tiden evaluere, hvad der kan lade sig gøre. Jeg skal selv have nogle ud at cykle tirsdag, men det bliver kun fire ud over mig selv, jeg kan ikke tage flere med, fordi jeg hele tiden skal sikre mig, at der bliver holdt afstand. Ugen efter skal jeg både have cykling og gågruppe, som bliver på samme størrelse, med mindre situationen ændrer sig radikalt inden. Lige nu afventer vi ikke mindst udmeldingerne fra regeringen og sundhedsstyrelsen den 8. juni, hvor vi får at vide, hvordan retningslinjerne bliver. Det betyder, at vi først efter den 8. juni vil lave et nyt program for kulturhusets aktiviteter.