Der er god afstand mellem eleverne i klasseværelset. Hver elev har sit eget bord, og der er minimum en meter mellem hver elev – målt fra næsetip til næsetip. Foto: Laust Jordal

De store elever tilbage i skole: Dejligt at se vennerne igen

Efter ni ugers hjemmeundervisning er det fra i dag endelig blevet tid til at folkeskolernes ældste elever kan komme tilbage i skole. Det gælder også på Kongekærskolen i Allinge, hvor skolens 110 elever fra 6. til 9. klasse i dag klokken 7:45 igen kunne møde op på skolen. Lige som for skolens andre elever er der tale om en begrænset skoledag. Eleverne skal kun være i skole i fire timer om dagen på Kongekærskolen. En af de elever, der nu igen kan se sine klassekammerater, er Alma Spring Würtz fra 7.a.

– Det er dejligt at få lov til at sine sine venner og lærerne igen. Så sidder jeg ikke derhjemme og keder mig, fortæller hun.

– Jeg har også glædet mig til at få rigtig undervisning igen. Hjemmeundervisningen har mest bare været som at sidde alene og lave lektier. Jeg kan godt lide at være tilbage i klassen, hvor der er bedre kontakt til læreren, og vi kan få forklaret, hvad vi skal gøre, i stedet for bare at sidde alene med en opgave, siger Alma Spring Würtz.

Almar Spring Würtz går i 7.a på Kongekærskolen og er en af de cirka 110 elever, der i dag kunne vende tilbage til skolen efter ni ugers hjemmeundervisning.

En der også er glad for endelig at kunne skifte skærmundervisningen ud med undervisning i virkeligheden er Lilja Stenstrop fra Kongekærskolens 9. klasse.

– Det er nemmere at følge med og at forstå opgaver, når man har kontakten i virkeligheden. Det fungerer bedre, når det ikke er over en skærm, siger hun.

Hun fortæller, at der i hjemmeundervisningen har været mulighed for at skrive til sin lærer, hvis der har været behov for hjælp.

– Men det er ikke altid, at lærerne er lige hurtige til at svare tilbage på beskeder, siger Lilja Stenstrop.

17 dage tilbage af folkeskolen

Lilja Stenstrop og klassekammeraten Linea Hansen er begge glade for at være tilbage i klasselokalet, og de ser frem til at de kan få lov til at få deres sidste 17 dage tilbage i folkeskolen på skolen, selvom det er mærkeligt. Eksaminerne for afgangsklasserne er aflyst, så der er ingen læseferie eller eksaminsperiode at se frem til. Det er meningen, at standpunktskarakteren for året bliver elevernes afsluttende karakter. Men eleverne på Kongekærskolen får ikke lov til at gå direkte på sommerferie. Skolen har besluttet af lave en form for prøvelignende opgave, der skal give eleverne en idé om, hvad det vil sige at gå til eksamen. Opgaverne bliver bedømt med karakter, som får indflydelse på standpunktskarakteren.

– De har sagt, at de karakterer vi får for den prøvelignende opgave kun kan trække vores årskarakter op. Ikke ned. Den skal bare hjælpe med at finde vores årskarakter, siger Linea Hansen.

– Jeg tror, at uanset hvad er man nok altid nervøs for at skulle præstere, men det er fint, at man ikke behøver at blive bange for at få karakter, når det kun kan trække op. Især når man ikke får læseferie, siger Lilja Stenstrop.

En der også har glædet sig til at komme tilbage til klasseværelset er Cindy Dellgren, der underviser 7. klasse. Hun har ligesom sine elever været hjemme i de sidste ni uger og har skullet undervise eleverne på afstand.

– Det er virkeligt dejligt at komme tilbage og se sine kolleger, og kunne være sammen med eleverne igen, siger hun.

Kvaliteten af undervisningen stiger, når vi er tilstede i klasselokalet i forhold til over skærmen.

– Det har været en balancegang at undervise virtuelt. Dels har opgaverne, vi har stillet, skullet være nemme nok, til at eleverne kan løse dem på egen hånd, og dels har de skulle være på højt nok fagligt niveau, at det ikke har været pseudoundervisning. Det bliver rigtig godt at få en hverdag igen, hvor vi kan leverere rigtig undervisning, siger Cindy Dellgren.

Dejligt at stå tidligt op igen

Valdemar Andersen fra 7.a er en af de elever, der har godt af at kunne møde op i skole igen. Han fortæller, at han har haft det hyggeligt med være hjemme på såkaldt “coronaferie,” som han kalder det, men at det til tider har været svært at finde motivationen til at få lavet alle opgaverne.

– Det blev til sidst lidt tungt at være hjemme. Før jeg skulle møde i dag, tænkte jeg meget på de opgaver, som jeg ikke havde afleveret, og om der var nogen, der ville sige noget til det. Der er ikke nogen, der har sagt noget endnu, fortæller Valdemar Andersen.

Valdemar Andersen er for første gang siden nedlukningen stået op klokken 6 for at tage i skole. – Jeg ved ikke hvorfor, men der er bare et eller andet ved at stå tidligt op, der gør mig glad, siger han.

– Vi er klar over, at nogle af eleverne har haft svært ved at finde motivationen til at deltage i undervisningen, når de har siddet hjemme. Det har de været gode til at ringe, og sige, siger Cindy Dellren, og forklarer, at hjemmeundervisningen under coronatiden har gjort nogle elever, der normalt er stærke fagligt, mere sårbare.

– Vi er bare glade for, at de har været åbne med os, og fortalt os, hvis de har haft svært ved at motivere sig til opgaverne. Så kan vi godt leve med, at de ikke har nået alle lektierne. Jeg tror, alle eleverne har glæde af at kunne vende tilbage til en almindelig hverdag, siger Cindy Dellgren.

Valdemar Andersen har i hvert fald glædet sig til at komme tilbage til en hverdagsrutine igen. Da han var hjemme kunne han godt sove til et sted mellem klokken 10 og 12, før han stod op.

– I dag var jeg oppe klokken 6, så jeg er nok ikke helt vågen endnu. Jeg har set frem til at komme tilbage og se alle mine klassekammerater igen, men jeg har især set frem til at stå tidligt op, siger Valdemar Andersen.

– Jeg ved ikke hvorfor, men der er bare et eller andet ved at stå tidligt op, der gør mig glad, siger han.

Alle eleverne er altså nu tilbage i skole på Kongekærskolen. De kan se frem til en sommerferie, der lurer lige om hjørnet. Den 29. juni er sidste skoledag.