Cirkus Arena havde tradition for at vaske sine elefanter, Lara, Djungla og Jenny, når de var på besøg i Kanondalen. Foto: Berit Hvassum

Her er deres nye hjem

Danmarks sidste cirkuselefanter flyttede i sidste uge ind i deres nye staldanlæg i Knuthenborg Safaripark på Lolland.

De fire pensionerede elefanter skal nu bruge et par uger på at vænne sig til deres nye staldanlæg, før de lukkes ud i deres nye, store udeområde. Anlægget åbner officielt for offentligheden den 1. juni i år.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Cirkus Arenas tre elefanter Lara, Djungla og Jenny er verdensberømte på Bornholm, fordi de gennem flere år var genstand for den årlige elefantvask i Kanondalen i Rønne, da cirkusset besøgte Bornholm. Den fjerde elefant, Ramboline, stammer fra Cirkus Trapez.

Det er første gang siden 1970’erne, at Knuthenborg Safaripark igen kan præsentere elefanter i deres anlæg, der tidligere har huset indiske og afrikanske elefanter.

Elefanterne er på plads i deres nye staldområde. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Om et par uger rykker de ud i det fri. Foto: Dyrenes Beskyttelse