Erik Munch Hansen er tidligere revisor, nu selvstændig økonomisk rådgiver, men sidder også som kasserer i Teaterforeningen Bornholm. Foto: Jacob Jepsen

‘Jeg fandt det inspirerende, at talkolonnerne kunne stemmes af på kryds og tværs. Det er måske lidt nørdet!’

DAGENS NAVN: Erik Munch Hansen var revisor i og indehaver af Rønne Revision. Nu beskæftiget som selvstændig økonomisk rådgiver, men sidder også som kasserer i Teaterforeningen Bornholm, hvis nye program kom på gaden i mandags.

 

Hvor voksede du op, og hvor tilbragte du din skolegang?

– Jeg er født og har haft min barndom på Lærkegård i Poulsker, med skolegang i Poulsker og Bodilsker. Blev student i 1972 og var derefter fem år i København for at få en uddannelse.

Du uddannede dig til revisor, hvordan fandt du på at gå den vej?

– Som barn sad jeg og kiggede på min far, når han lavede gårdregnskabet. Jeg fik lov til at føre regnskabsbogen over gårdens indtægter og udgifter, og den blev siden brugt til skatteregnskabet. Jeg fandt det inspirerende, at talkolonnerne kunne stemmes af på kryds og tværs. Det er måske lidt nørdet!

Nu er du også blandt andet kasserer i Teaterforeningen Bornholm – var det tallene i det, der tiltalte dig, eller det teatermæssige i engagementet?

– Vi var abonnenter i forvejen, som mange andre er det. Men mit engagement i Rønne Revision blev mindre, og da jeg blev spurgt om at overtage kassererjobbet – som frivillig – følte jeg, at det var en opgave, jeg kunne klare.

Hvordan tror du, coronakrisen kommer til at påvirke teaterforeningens salg af billetter?

– Jeg kan se på bookningerne, som startede i mandags, at vores teatergængere ikke har noget imod at komme i teatret i den kommende sæson. Jeg tror, at folks opmærksom på at begrænse den fysiske nærkontakt gør, at de godt vil sidde som ellers, og at vi dermed får fyldt teateret.

Hvad er din første eller mest markante erindring fra teatrets verden?

– I min barndom var jeg i teatret med indgang fra Teaterstræde, hvor far købte billetter fra de to små glughuller, som stadig kan ses inde fra hjørnesalen.

Er der en forestilling, du glæder dig specielt til i Teaterforeningen Bornholms program for 2020-21 – og hvorfor?

– Farinelli. Med vores lokale Niels Jørgen Riis. Vi fik fjernsyn i 1960, og det var en de første udsendelser hele familien – også nogle onkler og tanter – var samlet for at se. Og de velkendte melodier lever stadig.

Vi har så mange muligheder for at se drama hjemme hos os selv på diverse tv-kanaler og streamingtjenester, så hvorfor skal man overhovedet gå i teatret?

– Det er noget andet at se og høre skuespillerne give sig fuldt ud, specielt på Rønne Theater, hvor de er meget tæt på publikum – eller modsat. Bagefter er der mulighed for at tale med de optrædende. Det er lige så stor en oplevelse som selve stykket. TV-serier er optaget brudstykkemæssigt og eventuelle fejl bliver taget om. Den går ikke på et teater.

 

 

Erik Munch Hansen

66 år.

Startede som revisor i 1972 i København.

Bor i Rønne med sin hustru, Sonja.

Har to børn og fem børnebørn.