Fra finanskrisen og indtil for fem år siden styrtdykkede indbyggertallet på Bornholm med 400-500 personer om året. Siden da er tilbagegangen aftaget kraftigt. Illustration: Jakob Nørmark

Få fødsler og indvandrere: Trods ny tilflytterrekord falder befolkningstallet

I årtiets første kvartal faldt det bornholmske indbyggertal med 60 personer. Ved udgangen var 39.439 personer registreret med adresse i regionskommunen, viser Danmarks Statistik seneste tal, der blev offentliggjort tidligere på ugen.

Når man analyserer befolkningsudviklingen, bør man sammenligne med samme kvartal i foregående år, da blandt andet flyttemønstre og dødsfald følger en bestemt årsrytme.

Det er primært kombinationen af et lavt antal nyfødte og få indvandrere, der er årsagen til den negative befolkningsbundlinje. Der blev kun født 48 børn i januar, februar og marts. Det er første gang i mands minde (datasættet går tilbage til 2007, og før det blev der generelt født flere børn på Bornholm), at der i første kvartalkommer så få nye bornholmere til verden. De seneste fem år har fødselstallet i første kvartal i gennemsnit været 66,6 børn, og siden 2007 er det kun sket to gange tidligere, at fødselstallet ikke overstiger 50 børn i samme kvartal.

Største fødselsunderskud

Når de 48 fødte sammenholdes med, at der døde 160 bornholmere i de tre kolde måneder, fremkommer et fødselsunderskud på 112 personer.

Det er det største bornholmske fødselsunderskud i et og samme kvartal i de 13 år, Danmarks Statistik har kvartalsvise tal for. Den forrige periode, fjerde kvartal 2019, er i øvrigt det eneste andet kvartal siden 2007 med et fødselsunderskud på over 100 personer.

Indvandringen er også på lavt blus. 46 personer flyttede til Bornholm fra udlandet i 2020’s første tre måneder, og det er 30 færre end gennemsnittet i de foregående fem første kvartaler. Både danskere og udlændinge indgår i tallene.

Omvendt var der 39 flytninger ud af landet. Når statistikken indregner sent registrerede flytninger fra sidste år, ender nettoindvandringen med et beskedent plus på fire personer. Kun i to kvartaler i 2010’erne blev der registreret lavere nettoindvandring end dette.

323 tilflyttere

Og så er vi fremme ved tilflytterne: Kan de vende tallene? Svaret er nej, som antydet i begyndelsen af artiklen.

Men hepper man på befolkningstilvækst, er der alligevel godt nyt at hente på denne front, for januar, februar og marts satte ny rekord, hvad angår tilflytning i første kvartal. 323 tilflyttere har Danmarks Statistik registreret – ni flere end i første kvartal 2019 og 34 flere end gennemsnittet i første kvartal i 2010’erne.

Fraflytningen har imidlertid også været forholdsvis stor i årets tre første måneder, idet 269 personer flyttede fra Bornholm til andre dele af landet. Nettotilflytningen (tilflyttere minus fraflyttere) gav således et plus på 54 personer, hvilket er 17 flere end de foregående fem års gennemsnit.

Første kvartal 2020

Sådan var befolkningsbevægelserne på Bornholm i årets første tre måneder. I parentes er angivet gennemsnittet i første kvartal 2015-2019.

Fødte: 48 (66,6)

Døde: 160 (160,4)

Tilflyttere: 323 (289)

Fraflyttere: 269 (251,4)

Indvandrere: 46 (76)

Udvandrere: 39 (35)

Det giver følgende nøgletal:

Fødselsoverskud: -112 personer

Nettotilflytning: +54

Nettoindvandring (inklusiv sene registreringer): +4

Befolkningstilvækst*: -60 personer

* Danmarks Statistik har foretaget en korrektion på minus seks personer.

Kilde: statistikbanken.dk