19 kommuner ville sagsøge staten for fejl i udligningsordningen, men efter at have fået kompensation er søgsmålet opgivet. Arkivfoto

Bornholm og 18 andre kommuner dropper søgsmål mod staten

De 19 kommuner, der var ved at forberede et historisk søgsmål mod staten for fejl i udligningssystemet, dropper nu at føre sagen.

– Vi er enige i, at sagen skal lægges ned, og derfor vil vi i næste uge meddele retten, at vi ikke ønsker at fortsætte sagen, siger borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen (S).

Lolland og Jammerbugt kommuner var udvalgt til at føre sagen ved Østre Landsret på vegne af 19 kommuner landet over. Bornholms Regionskommune var en af de 19 kommuner.

Fælles for kommunerne er, at de følte sig snydt på grund af en skævhed i det system, som omfordeler milliarder af kroner mellem rige og fattige kommuner.

Men regeringens udspil til en reform af udligningssystemet, der blev lanceret 5. maj, indeholder en kompensation til de berørte kommuner.

Reformen kompenserer ifølge borgmesteren de berørte kommuner med 1,1 milliarder kroner per år to år tilbage.

– Vi havde sagsøgt staten for kompensation to år tilbage, og det har vi fået med den udligningsreform, der er kommet.

– Det betyder, at der ikke er en sag at føre, siger Holger Schou Rasmussen.

Sagen handler om, at der ifølge kommunerne har været en fejl i registreringen af udlændinges uddannelsesniveau.

Der blev rettet op på fejlen med virkning fra 2019.

Den daværende borgerlige regering valgte at kompensere de kommuner, der havde fået for meget udbetalt som følge af fejlen, og som fremover ville modtage mindre.

Men de kommuner, der hele tiden havde fået for lidt, blev ikke kompenseret. Og det var ifølge Holger Schou Rasmussen det, der fik kommunerne til at iværksætte søgsmålet.

– Det er aldrig godt, at kommuner skal sagsøge staten. Men her var den principielle uretfærdighed så voldsom, at vi ikke så anden udvej, siger han.

– Hvis ikke vi havde truet med bål og brand, kunne vi risikere, at sagen ville have være lagt død og vi ikke var blevet kompenseret, siger han.

Tilbage står en advokatregning, som de 19 kommuner nu vil have staten til at betale.

– Staten og ministeriet har sagt, at man kompenserer os gennem udligningen, og så bør staten også tage den regning på sig, siger Holger Schou Rasmussen.

Den endelige regning for advokatomkostningerne er ikke gjort op endnu.