Nedfaldne klipper er bevoksede med mos, og bregner kiler sig frem i revner.

På weekendtur med Sillehoved: Den skjulte Blåskinsdal

NATUR

Mange turister tror, der vokser blå anemoner i Blåskinsdalen. Det gør der ikke mere, og stednavnet har også en anden årsag. Til gengæld har den lille skjulte sprækkedal ved Jons Kapel en særdeles flot natur, selv om den ligger lidt i skygge af andre bornholmske naturlokaliteter og klippepartiet Jons Kapel. Af den grund udforsker man ikke nærområdets andre steder, og mange mennesker kender ikke Blåskinsdalen.

Sprækkedalen har stejle klippepartier med store nedfaldne sten, der danner sorte huler. En lille bæk løber klukkende gennem dalen, nogle gange synlig, andre steder med små fos. Der er mos og bregner og klipper med væltede træer, beklædte med stedsegrønne vedbend – et syn der minder om urskov. Om foråret er dalen fyldt med smukke blomster, især hvide og gule anemoner og orkideer. Elmetræerne er døde af elmesyge og ligger væltede på kryds og tværs, nogle er knækkede ligesom tændstikker. Det ser ud som om, en stor trold har vandret gennem dalen og knækket dem med sine store fødder.

Fra landevejen Hasle-Allinge fører en sidevej til Jons Kapel. Den hedder Jons Kapelvej. Her findes en stor parkeringsplads, toiletter og kiosk, og en afmærket sti fører derfra over marken til Jons Kapel. Om foråret, når anemonerne blomstrer, kan cykelstien gennem skoven anbefales.

 

For dårligt gående er der en alternativ rute

 

Efter Jons Kapel følger man stien i nordlig retning højt over kystklipperne, og efter en flot udsigt til et stort klippeparti fører stien nedad, og man kommer uventet til en helt anden naturtype. Det ligner en urskov med elletræer og en lille rislende bæk. En lille sten har teksten Blåskinsdalen, så herfra begynder eventyret.

For dårligt gående er der en alternativ rute. Fra parkeringspladsen følger man landevejen tilbage, og kort efter fører cykelstien til Vang mod venstre. Den følges cirka halvanden kilometer indtil en sten viser vej til Blåskinsdalen. Stedet er privatejet, men der er offentlig adgang.

Det mærkelige stednavn

For 200 år siden blev sprækkedalen kaldt ”Blæsingedalen”, fordi der altid blæste stærke vinde fra havet. Navnet blev omkring 1920 ændret til Blåskindsdalen med D ligesom skind. De mange træer med vedbend skabte et mørke med en blålig farve, ligesom pelsen på blåræve, som dengang var på mode som pelskraver på damefrakker. I dag hedder stedet Blåskinsdalen på grund af lyset.

Følges stien gennem sprækkedalen bliver man overvældet af den frodige natur. De stejle klipper på begge sider af dalen er mange steder frostsprængte og falder derfor ned og skaber huler og grotter. Det kaldes ur. Den lille klukkende bæk skaber helt ude ved klippekysten et vandfald, men er vanskeligt at se på grund af den tætte bevoksning. Til gengæld skaber bækken gennem dalen en flot lydkulisse med sine små fos.

Bregnen mangeløv ruller sig ud og ligner en bispestav.

Mange blomster om foråret

Frodigheden skyldes mængder af bregner, mos og især de stedsegrønne vedbend. Skovbundsfloraen er stor, især om foråret med hvide og gule anemoner, lærkesporer og smukke orkideer, tyndakset gøgeurt. Engang voksede der også blå anemoner, men ikke mere. Måske er de kvalt af mos eller nedsivende vand fra de gødede marker. Blå anemone kræver ler og kalkjord.

Nogle steder går stien oppe i terrænet, andre steder nede, og mange steder er der sten og klipper på stien. Selv om de væltede træer på stien bliver overskåret, kan turen være besværlig, så vær forsigtig. Under turen passeres to knækkede træer med grønne vedbend; det minder næsten om en dekoration.

Senere bliver dalen bredere og klipperne lavere. Terrænnet mere fugtigt, så der kan vokse engkabbelejer. Men samtidig er eventyret desværre slut, og efter en opstigning ender stien ved marken kantet af skoven. Man følger stien op til cykelvejen mod Vang, går til højre og kommer ud til landevejen. Den følges til højre og kort efter er man tilbage på parkeringspladsen.

Dagpragtstjerne og hvide fladstjerner.

Årets gang i Blåskinsdalen

Efter en kold snevinter hænger lange smeltede istapper som stivnede tårer over dalen. I marts kommer hvide anemoner og i april de gule sammen med lærkesporer og andre blomster. Maj er fuglesang med nattergale og og blomstrende dagpragtstjerne samt den lille lungeurt, der først får røde blomster, senere blåviolette.

Juni er skærsommer med lyse nætter og selvlysende sankthansorme. Sommer er stilheden med fuglenes ynglepleje, og i september og oktober eksploderer dalen med vedbendens små gule blomster, der hjemsøges af smukke dagsommerfugle, og det syn kan minde om jungle. Men det ligner næsten et mirakel, når man i november ser blomstrende hvide anemoner. Det fænomen sker sjældent om efteråret, når dagslængden er den samme som om foråret, men helt almindeligt i den eventyrlige Blåskinsdal.